Der manglede fortsat overnattende udenlandske turister i Danmark sidste år. (Foto: Zleep Hotels | PR)

Har lidt omsætningstab på 58,8 milliarder kroner

Antallet af overnattende turister fra udlandet var sidste år fortsat markant lavere end før coronapandemien, men til gengæld satte danskerne rekord. De seneste par år har været dyre for dansk turisme.

VisitDenmark har netop offentliggjort organisationens årsberetning for 2021-2022, og selvom genopretningen er i gang, er der fortsat lidt vej endnu, inden alt dét, der blev tabt under COVID-19-pandemien, er indhentet.

Sidste år blev dog trods alt bedre end 2020. Til trods for at rejsebranchen helt tydeligt fortsat befandt sig i kløerne på COVID-19.

Det resulterede blandt andet i, at overnatningstallet for udenlandske turister herhjemme lå 40,6 procent lavere i 2021 end før pandemien, da der sidste år blev foretaget 17,1 millioner af denne slags overnatninger. VisitDenmark forventer først, at overnatningstallet for de udenlandske turister vil være på samme niveau som før COVID-19 i 2024, lyder det.

Med 34,3 millioner danske overnatninger blev der dog sat rekord sidste år, men dette tal var dog otte procent under 2019-niveauet. Ifølge Danmarks Statistik var der i alt 51,5 millioner overnatninger i Danmark sidste år, og det er en forbedring på 15,6 procent, når man sammenligner med 2020.

VisitDenmark anslår i årsberetningen, at turismen i Danmark har lidt et omsætningstab på 58,8 milliarder kroner siden 2019.

Branchen skal arbejde sammen
Ifølge VisitDenmark er særligt København og Trekantområdet ramt af manglen på udenlandske turister, men også kystdestinationerne befinder sig under 2019-niveauet med hensyn til udenlandske overnatninger.

I årsberetningen skriver bestyrelsesformand Niels Jørgen Jensen og administrerende direktør Jan Olsen fra VisitDenmark, at organisationen i år vil fokusere på, at turismen herhjemme hurtigst muligt når tilbage på 2019-niveauet.

Derefter handler det om at opnå en vækst på 28 procent i antallet af overnatninger i forhold til 2019 sådan, at der i 2030 foretages 72 millioner overnatninger herhjemme, hvilket er det mål, som regeringen har sat i den nye nationale strategi for dansk turisme.

”Der er grund til forsigtig optimisme for 2022. Vi kan se, at rejselysten er til stede på markederne. Det viste sig i overnatningstallene fra sidste halvår af 2021, og også de foreløbige bookingtal for 2022 peger på, at rejselysten til Danmark fortsætter,” skriver Niels Jørgen Jensen og Jan Olsen.

”Men med krigen i Ukraine som uforudsigelig modspiller og i en konkurrencesituation, som er skærpet af pandemien, er det mere afgørende end nogensinde, at alle trækker i samme retning. Dansk turismes succes er direkte afhængig af vores evne til at samarbejde på tværs af landet, og det kan derfor blive nødvendigt at hugge en hæl og klippe en tå på tværs af organisationer, destinationer og aktører, hvis vi skal lykkes med at løfte i flok. Det er vores stærke samarbejde, der skaber retningen.”

 

Relaterede artikler:

VisitDenmark øger fokus på mødemarkedet

VisitDenmark og Dansk Erhverv talte dansk turisme

VisitDenmark klar med 2022-temaer