Dansk charterflyselskab i pæn vækst

Selskabets omsætning steg med 20%, fra 455,0 til 547,7 millioner kroner. Gennem det meste af året havde selskabet syv indlejede Boeing 737 fly med 148 sæder i drift.

 

Markedet for charterrejser med fly ud af Danmark har generelt været i fremgang, og Jet Time har mærket en betydelig stigning i efterspørgslen, specielt i sommeren 2010. Gennem året har selskabet haft ca. 250.000 returrejsende – eller ca. 500.000 enkeltrejsende – på sine fly.

 

Jet Time er et rendyrket Business-to-Business selskab, der sælger flyrejser direkte til forbrugerne, men alene hele fly til forretningskunder, der herefter står for salg og distribution. I gennemsnit har de kunder, der har købt kapacitet hos Jet Time, været i stand til, at opnå en såkaldt load factor på 92%.

 

Årets resultat før skat blev et plus på 7,7 millioner kroner.

 

Bestyrelsesformand Lars Thuesen:

”På trods af fremgang i omsætningen, må vi konstatere nogen tilbagegang på bundlinjen, fra 18,1 til 7,7 millioner kroner i resultat før skat. Det skyldes i al væsentlighed den islandske askesky, der lukkede det europæiske luftrum i næsten en uge i april 2010, og kostede Jet Time op mod 10 millioner kroner. På den baggrund, er vi tilfredse med årets resultat”.

 

Jet Time ser med forventning frem til indeværende år. Selskabets adm. direktør Klaus Ren har følgende kommentar:

”Salgstallene for både den kommende vinter og sommeren 2011 ser fornuftige ud, og vi forventer derfor, på baggrund af allerede indgåede kontrakter, pæn vækst på både top- og bundlinje for 2010/11”.

Skrevet af Flemming Juul