Næste måned tilbyder danske DAT en lang weekend på portugisiske Porto Santo med afrejse fra Billund Lufthavn. Flyet har kun business class-sæder; gæsterne skal selv booke hotel.
Særflyvningen med et MD83-fly fra DAT (Danish Air Transport) letter fra Billund Lufthavn mod Porto Santo torsdag eftermiddag den 19. november. Flyet er retur i Danmarks næststørste lufthavn mandag aften den 23. november.
Portugal er som nærmest resten af Europa orange i de danske rejsevejledning. Selve fastlandsdelen af Portugal har mere end dobbelt så høje smittetal som for eksempel Danmark.
Men der er mere styr på coronasmitten på Madeira Islands, fællesbetegnelsen for Madeira og den mindre Porto Santo, der ligger cirka 50 kilometer nordøst for Madeira.
Det lavere smittetryk på Madeira Islands kan blandt andet ses på oversigten fra EU-agenturet ECDC, European Centre for Disease Prevention and Control. ECDC leverer blandt andet de europæiske smittetal som Statens Serum Institut bruger som data til rådgivning af Udenrigsministeriet i forbindelse med dets ugentlige rejsevejledningerne for lande inden for EU/Schengen og Storbritannien (England, Nordirland, Skotland og Wales)
DAT er ikke første danske rejsearrangør til at tilbyde en rejse under coronakrisen til et orange rejsemål, det gjorde for eksempel rejsebureauet Viktors Farmor sidste måned. Se link under denne artikel.
Det er ikke forbudt at rejse til orange destinationer, da de danske rejsevejledninger netop kun er vejledninger.
”Rejsevejledninger skal tages seriøst, men…”
Men nu gør DAT første forsøg med en særflyvning til en orange destination under coronakrisen.
Det danske flyselskab skriver i en pressemeddelelse, at DAT ”har udarbejdet en prototype på corona-sikker ferie som nu skal afprøves. Vi fokuserer på en sikker destination, test og god plads ombord og selvfølgelig at vores passagerer opfører sig ansvarligt.”
Selskabets grundlægger, medejer og administrerende direktør, flykaptajn Jesper Rungholm, siger i pressemeddelelsen:
”Vi tager naturligvis corona-situationen yderst seriøst og indretter os efter det med vores nye destination, Porto Santo. Rejsevejledninger skal tages seriøst, men det er ikke seriøst at dømme hele lande ude, når der er regioner eller øer, som har situationen under kontrol.”
For at regnestykket med særflyvningen til Porto Santo skal gå op, skal DAT sælge mindst halvdelen af flysæderne, oplyses det.
For at få en indikation om interessen, er prisen for en returbillet, i business class-sæde plus en golfbag og et lille stykke bagage, der kun må veje 15 kilo, sat til lige under 6.000 kroner, hvis der bookes via DAT’s hjemmeside inden 1. november. Prisen er 1.000 kroner højere efter den 1. i næste måned.
DAT skriver i pressemeddelelsen, at man forbeholder sig ret til at aflyse og refundere fuldt beløb omgående, såfremt salget indikerer en belægning under 50 procent på afgangstidspunkt, torsdag den 19. november.
Flypassagererne testes før afgang
Med i prisen for returbilletten til Porto Santo er en covidtest før check-in i Billund Lufthavn, derfor skal passagererne være i lufthavnen senest to timer før afgang.
DAT har arrangeret et mobilt testcenter og svaret på testen skulle foreligge på 20 minutter. Rejsen refunderes fuldt ud, og for alle på den pågældende booking hvis ønsket, såfremt en af deltagerne på bookingen har en positiv coronatest.
DAT-flyet bliver på Porto Santo under den forlængede weekendtur. ”Så hvis situationen ændrer sig dramatisk, vil hjemflyvning kunne gennemføres omgående,” siger Jesper Rungholm.
At beholde flyet og besætningen på den portugisiske atlanterhavsø betyder også, at DAT ikke skal flyve tom tilbage til Billund og tom fra Billund for at flyve passagererne hjem. Det ville nærmest fordoble billetprisen.
Skal selv booke hotel
Billetprisen til returflyvningen med DAT til Porto Santo er uden logi for de fire nætter.
DAT anbefaler Hotel Vila Baleira Thalasso & Spa, tæt på hotellet ligger Porto Santo Golfe, en 18 hullers golfbane og en ni hullers bane, begge designet af den afdøde spanske golflegende Seve Balesteros.
Hotel, transfer og golfpakke bookes direkte ved hotellet, oplyser DAT, der på sin hjemmeside har link til hotellet.
Relaterede artikler:
Grækenland og Norge er nu eneste gule lande