Anført af køkkenchef fra Søllerød Kro, Brian Mark Hansen, vandt Danmark torsdag årets Bocuse d’Or Europe, det uofficielle europamesterskab for kokke HORESTA: ”Imponerende førsteplads.”
Med førstepladsen torsdag i Bocuse d’Or Europe, det uofficielle europamesterskab, der i år blev holdt i Budapest, er det danske kokketeam kvalificeret til næste års også uofficielle verdensmesterskab, der altid holdes i Lyon.
Det danske kokketeam blev ledet af køkkenchef fra Søllerød Kro, Brian Mark Hansen, der havde Elisabeth Madsen, til daglig er kok på Svinkløv Badehotel, som sin assistent. Søllerød Kro nord for København har i øvrigt én Michelin-stjerne.
Ved konkurrencen i Budapest onsdag og torsdag konkurrerede kokke fra 17 lande europæiske lande om at blive kåret som Europas bedste kok. Rusland var udelukket på grund af invasionen af Ukraine. Ungarn kom ind på andenpladsen, mens tredjepladsen gik til Norge.
Den danske vindermenu, oplyser HORESTA, bestod som forret af en anuschka-kartoffel med cremet svampe, samt ravioli med hasselnødder, syltet glaskål, ærter og granny smith-æbler samt grønne asparges i kvædevin.
Hovedretten var en vildtfilet i crouton, marmor af vildtkølle med morkler og kartoffel, asparges med granny smith-æbler, rygeost og en ragout.
Deltagerne bliver sat i gang med ti minutters mellemrum. Efter fem timer skal tallerkenserveringen stå klar foran dommerne, og 35 minutter senere skal fadserveringen serveres, skriver TV 2.
Danmark vandt sølv ved både europamesterskaberne og verdensmesterskaberne i Bocuse d’Or i 2020 og 2021. Dengang repræsenterede Geraniums souschef Ronni Mortensen Danmark.
HORESTA: ”Imponerende førsteplads til dansk stjernekok”
HORESTA, der siden 2013 har huset sekretariatet for Bocuse d’Or Danmark, glæder sig også over den danske førsteplads.
Jannick Nytoft, administrerende direktør for HORESTA, siger i en pressemeddelelse:
”Hele verdenen spidser ører og holder øje, når det kommer til dansk gastronomi, og det skyldes blandt andet pragtpræstationer, som den Brian Mark Hansen lige har leveret. Denne bedrift kommer man bestemt ikke sovende til, og der skal lyde en stor cadeau til hele teamet.”
HORESTA peger også på, at Rasmus Kofoed fra Geranium som den eneste nogensinde vundet både bronze, sølv og guld i Bocuse d’Or-konkurrencen, og Kenneth Toft-Hansen fra Svinkløv Badehotel har ligeledes prøvet at stå øverst på podiet. Desuden har Danmark tidligere vundet sølv til Jens Peter Kolbeck, Jeppe Foldager og senest Ronni Mortensen i 2021.
”Bocuse d’Or er gastronomiens Formel 1. Alt skal klappe, og Danmark dyster med lande, der har væsentligt større budgetter. Derfor en appel til både potentielle investorer og politikerne om at bakke op om dansk gastronomi og Bocuse d’Or-teamet,” siger Jannick Nytoft.
Opkaldt efter fransk mesterkok
I lige år holdes det europæiske Bocuse d’Or, hvor de ti bedste kvalificerer sig til den internationale konkurrence.
I ulige år holdes verdensmesterskabernes Bocuse d’Or, hvor 24 lande deltager efter blandt andet at være gået videre fra den europæiske konkurrence.
Verdensmesterskaberne bliver altid afholdt i Lyon, mens europamesterskaberne skifter lokation fra år til år.
Bocuse d’Or-konkurrencen, der første gang blev afviklet i 1983, er opkaldt efter den franske mesterkok Paul Bocuse.
Relaterede artikler:
Tivoli får gæstebesøg af Michelin-stjerner