Louise Dreiberg med erfaring fra blandt andet Scandic Hotels er ny direktør på Quality Hotel Høje Taastrup ved København – hotellet er del af Petter Stordalens hotelgruppe Nordic Choice Hotels.
Quality Hotel Høje Taastrup kan med 39-årige Louise Dreiberg byde en ny direktør velkommen efter at have været direktørløs siden sommeren 2019, hvor Peter Karner stoppede.
Siden sidste sommer har hotellet været styret af den garvede ledergruppe – uden at personalet eller gæsterne mærkede forskellen, skriver hotellet i en pressemeddelelse.
Nu har hotellet endelig fundet den helt rigtige til posten, Louise Dreiberg kommer fra job som hotelchef på Scandic Ringsted. Hun har blandt andet været på Scandics talentuddannelse som netop fokuserer på at udvikle de med størst potentiale til at blive direktør, oplyses det fra Quality Hotel Høje Taastrup.
Quality-varemærket er sammen med Clarion og Comfort de tre varemærker i Petter Stordalens norske Nordic Choice Hotels. Gruppen tæller også hoteller ”uden for kategori,” for eksempel Københavns nye luksushotel, Villa Copenhagen, der åbner til april med 390 værelser og suiter.
Til august åbner ligeledes et stort Comfort-hotel ved Københavns Lufthavn. Med sine 650 værelser – her af 15 ekstra store XXL-værelser – bliver Comfort Hotel Copenhagen Airport det største hotel ved Københavns Lufthavn.
Ny direktør med bred erfaring
Louise Dreiberg har erfaring indenfor F&B, food and beverage, samt M&E, meeting og events, fra både Hotel Marienlyst ved Helsingør, MASH (Moderne American Steak House) restauranten på Skovridderkroen nord for København og senest Scandic Ringsted med tilhørende F&B-salg i Ringsted Kongrescenter, hedder det i pressemeddelelsen.
Quality Hotel Høje Taastrup har netop færdiggjort en større renovering af sine møde- og konferencelokaler samt værelser. I alt er der 154 værelser på Quality Hotel Høje Taastrup samt mødelokaler som samlet kan rumme op til 400 personer.
Høje Taastrup er blandt andet kendt som et stort trafikknudepunkt udenfor København – her ligger blandt andet en stor togstation ligesom motorvejen er tæt på. Hotellet ligger blot fem minutters gang fra stationen, hvorfra det tager 20 minutter til for eksempel Københavns Hovedbanegård.
”Vores beliggenhed i forhold til motorvejen samt parkering og togforbindelser gør os meget attraktive for de fleste virksomheder,” siger Louise Dreiberg og tilføjer:
”Jeg glæder mig til at arbejdet med teamet på hotellet og til at tænke lidt ud af boksen for at udnytte hotellets fulde potentiale.”
Relaterede artikler:
Dansker Årets Medarbejder blandt 17.000 hotelansatte