De 800 fastansatte i Københavns største hotelgruppe, Arp-Hansen, fik sidste år 14 millioner kroner i bonus. Kæden omsatte i 2018 for 1,3 milliarder kroner og fik overskud på 266 millioner.
Med en omsætning i 2018 på 1,298 milliarder kroner mod 1,228 milliarder kroner i 2017 steg omsætningen atter i sidste regnskabsår for Arp-Hansen Hotel Group. Kæden har nu passeret 4.000 hotelværelser på sine 13 hoteller, 11 i Københavns City, kædens allerførste hotel, i Gentofte, samt Wakeup-hotellet i Aarhus.
Omvendt faldt overskuddet fra 286 millioner kroner i 2017 til 265,8 millioner kroner sidste år.
”Men i 2017 havde vi en ekstraordinær indtægt på 41 millioner kroner på salget af Grand Hotel i København,” siger Arp-Hansens koncernchef, Dorte Krak, til STANDBY.dk og tilføjer:
“Og så gav vi sidste år vores cirka 800 fastansatte medarbejdere en bonus på 14 millioner kroner for at takke for deres store indsats og for at vise, hvor meget vi værdsætter deres arbejde. Alle fastansatte fik samme bonus – uanset hvad deres arbejde er i koncernen. Jeg kan ikke give stor nok ros til alle vores dygtige medarbejdere.”
Arp-Hansen har 800 fastansatte medarbejdere fordelt på knap 600 fuldtidsstillinger. Med eksterne ansatte, primært rengøringspersonalet, får i alt 1.450 ansatte for eksempel påskeæg fra Arp-Hansen.
Også egenkapitalen har det godt hos Arp-Hansen – den har de seneste tre regnskabsår været over to milliarder kroner, med udgangen af 2018 var den 2,3 milliarder kroner, viser det netop udkomne koncernregnskab for 2018.
Hotelkæden ejes af brødrene Henning og Birger Arp-Hansen; Henning Arp-Hansen, kædens bestyrelsesformand, har 51 procent, Birger Arp-Hansen 39 procent, mens koncernchef Dorte Krak har de sidste ti procent.
”Selv om Arp-Hansen havde et lille fald i overskuddet, leverer den atter et fantastisk resultat – som sikkert igen i år bliver det bedste i den danske hotelbranche,” siger brancheanalytiker Ole Egholm fra Dansk Brancheanalyse til STANDBY.dk
Mere end hvert 5. hotelværelse i City
2018 blev også året, hvor Arp-Hansen for første gang passerede 4.000 hotelværelser; kæden startede på Gentofte Hotel, der har 98 værelser.
Sidste efterår åbnede Arp-Hansen sit tredje lavprishotel under Wakeup-konceptet i København, denne gang 585 værelser i Bernstorffsgade lige overfor Marriott-hotellet. 342 nye Wakeup-værelser var klar til åbningen i Bernstorffsgade, resten er netop taget i brug i denne måned.
Tidligere i denne måned købte Arp-Hansen også Falck-Huset, der støder op til netop det nye Wakeup-hotel. Men hvad Falck-Huset skal bruges til har Arp-Hansen endnu ikke helt på plads.
”Jeg kan nok fortælle det efter sommerferien, i øjeblikket har vi en god dialog med Københavns Kommune om bygningen,” siger Dorte Krak. Hun vil ikke sige, om Falck-Huset skal bruges til at gøre det nye Wakeup-hotel i Bernstorffsgade større – eller ombygges til et andet Arp-Hansen-koncept.
Af Arp-Hansens nuværende 13 hoteller har de syv af dem fire stjerner ifølge den internationale klassificering indenfor Hotel Star Union.
Samlet har Arp-Hansen nu 4.110 hotelværelser, hvoraf de 3.697 er på hotellerne i City, der er de 98 i Gentofte samt 315 på Wakeup-hotellet i Aarhus. De knap 3.700 Arp-Hansen hotelværelser i København svarer ifølge hotelgruppen til 22 procent af den samlede hotelkapacitet i Københavns City.
1,8 millioner overnatninger
Sidste år var også første år hvor Arp-Hansens nyeste koncept, luksushotels, for alvor kom i brug. Det hidtil eneste, Steel House i Nyropsgade tæt på Hovedbanegården, åbnede i 2017 og havde dermed sidste år sit første fulde driftsår.
I alt havde hotellerne i Arp-Hansen sidste år en million overnattende gæster; det blev i alt til 1,8 millioner gæstenætter, hvilket var næsten 40.000 flere end i 2017.
Mens Arp-Hansen ikke åbner nye hoteller i år – eneste store udvidelsesprojekt er af Wakeup-hotellet i Borgergade tæt på Kgs. Nytorv, forventer hotelgruppen, at København i år får omkring 1.500 nye hotelværelser fra andre operatører.
Relaterede artikler:
Arp-Hansen på vej med endnu et hotel