De 250 medarbejdere hos Sinatur kan få en uges ekstra ferie eller det samme beløb udbetalt. Det sker som tak for deres indsats i seneste regnskabsår. Arkivfoto: Sinatur Hotel & Konference.

Dansk hotelkæde giver ansatte en uges ekstra ferie

De 250 medarbejdere i den fagforeningsejede danske kæde Sinatur Hotel & Konference belønnes for et godt 2019 med en ekstra uges ferie i år – eller et kontant beløb i lønningsposen.

2019 blev endnu et meget tilfredsstillende år for de seks hoteller i Sinatur Hotel & Konference. Det gode resultat skyldes blandt andet indsatsen fra medarbejderne, så nu får de alle en uges ekstra ferie.

Det skriver hotelkæden, der ejes af fagforeningen Danmarks Lærerforening, DLF, i en pressemeddelelse. DLF står for cirka ti procent af omsætningen i Sinatur-kæden, der ved sidste års Danish Travel Awards vandt prisen som Danmarks Bedste Hotelkæde.

“Vores samfundsambition er at drive konferencehoteller, som naturen ville elske, men vi har ikke kun fokus på bæredygtighed,” siger Christina Nielsen, direktør for Sixtus Sinatur Hotel & Konference og HR-ansvarlig i kæden.

Hun fortsætter: “Hvis en medarbejder hellere vil have lidt flere penge, kan de ekstra fridage konverteres til kontanter. Men langt de fleste sætter stor pris på mere ferie, ikke mindst fordi de arbejder, når alle andre holder fri.”

Flere uopfordrede ansøgninger
Siden Sinaturs samfundsambition blev lanceret for snart et år siden, er Sinaturs fokus på ansvarlighed og bæredygtighed blevet bredt kendt i branchen, siger Christina Nielsen og tilføjer:

“Når vi søger personale eller nye elever, er der flere ansøgere end for et år siden, og vi får løbende uopfordrede ansøgninger fra folk, som gerne vil ansættes et sted, hvor alle samarbejder om at beskytte naturen.”

Sinaturs seks enheder bruges langtfra kun af medlemmerne af DLF, men af et væld af forskellige kunder til møder- og konferencer for organisationer og virksomheder – samt private gæster på ophold, til selskaber eller som besøgende i hotellernes restauranter.

Sinatur med samlet omkring 400 værelser har omkring 100.000 overnattende gæster om året, fra både ind- og udland. Hovedparten er dog danske virksomheder, de kan være lokalt forankrede eller mere globale aktører.

Seks Sinatur-hoteller
Sinatur Hotel & Konference-kæden består, nævnt alfabetisk, af Frederiksdal med 60 værelser ved Lyngby nord for København, Gl. Avernæs ved sydfynske Ebberup med 73 værelser, Haraldskær (det nyeste Sinatur-hotel) ved Vejle med 51 værelser, Sixtus ved Middelfart med 27 værelser, Skarrildhus ved Herning med 81 værelser og kædens flagskib, Storebælt med 115 værelser ved Nyborg.

Relaterede artikler:

Hotelkæde køber dansk skov for at støtte naturen

Sinatur: ”Vi er ikke fanatiske, men ambitiøse”

Personalechef bliver hoteldirektør