Christina Nielsen er ny direktør for Sinatur-hotellet i Middelfart, hvor hun også bor med sin familie. I fritiden sejler hun blandt andet match racing fra marinaen i Middelfart. Foto: Sixtus Sinatur Hotel & Konference.

Personalechef bliver hoteldirektør

Fagforeningsejede Sinatur Hotel & Konference-kæde gør HR- og administrationschef Christina Nielsen til ny direktør for sit mindste hotel. Den hidtidige er skiftet til anden hotelkæde.

47-årige Christina Nielsen kom i 2009 til Sinatur Hotel & Konference, der består af foreløbig seks mindre hotel- og konferencecentre ejet af Danmarks Lærerforening.

Nu bliver hun direktør for det værelsesmæssigt mindste af de seks Sinatur hotel og konferencecentre, Sixtur Sinatur Middelfart med 27 værelser.

Stillingen i Middelfart blev ledig da den hidtidige direktør, Vibeke Stentoft, 1. april blev hotelchef på Comwell Kongebrogaarden. Her afløste hun Thomas Raaber, der i februar blev chef for Comwell Kolding i stedet for Camilla Buus Nørhave, der er blevet driftschef i den danske Comwell-koncern.

Christina Nielsen har været med hos Sinatur siden kæden for over ti år siden blev en kommerciel hotelkæde. Selvom hendes primære arbejdsopgaver hidtil har været økonomi, HR og administration, ser hun ingen udfordringer i at over tage stillingen som hoteldirektør i Middelfart.

”Selvom jeg får en ny titel og det overordnede ansvar for et hotel, vil flere af mine arbejdsopgaver berøre de samme forretningsområder, som jeg har været vant til. Nu blot med større fokus på lige præcis Sixtus og naturligvis den daglige hoteldrift. Samtidig har jeg et tæt samarbejde med mine fem direktørkolleger fra Sinaturs øvrige hoteller,” siger Christina Nielsen i pressemeddelelse og tilføjer, at hun i sin nye stilling også vil have fokus på at få det lille hotel på det store Danmarkskort.

Ved siden af stillingen som hoteldirektør vil Christina fortsat have ansvaret for Sinatur-kædens stabsfunktion Økonomi og Administration, mens HR-relaterede arbejdsopgaver på tværs af Sinatur overdrages til en ny medarbejder, oplyser kæden.

Seks Sinatur-hoteller
Sinatur Hotel & Konference-kæden består, nævnt alfabetisk, af Frederiksdal med 60 værelser ved Lyngby nord for København, Gl. Avernæs ved sydfynske Ebberup med 73 værelser, Haraldskær (det nyeste Sinatur-hotel) ved Vejle med 51 værelser, Sixtus ved Middelfart med 27 værelser, Skarrildhus ved Herning med 81 værelser og kædens flagskib, Storebælt med 115 værelser ved Nyborg.

Ved Danish Travel Awards sidste år var Sinatur Hotel & Konference en af de fem kandidater til titlen Bedste Hotelkæde i Danmark; prisen blev dog vundet af Arp-Hansen Hotel Group foran Radisson Hotel Group, Small Danish Hotels og Scandic Hotels.

18 millioner i overskud
I seneste regnskabsår fik Sinatur-hotellerne, der er en selvstændig virksomhed under Danmarks Lærerforening, et overskud på 18 millioner kroner, skrev hjemmesiden Folkeskolen.dk i november sidste år.

Sinatur Hoteller har haft overskud siden 2015. Halvdelen af overskuddet bliver på hotellerne til vedligeholdelse og udvikling, mens den anden halvdel går til Danmarks Lærerforening og Særlig Fond (lærerforeningens strejkekasse, red), skrev hjemmesiden.

Relaterede artikler:

Kæde af konferencehoteller skifter salgschef

Dansk hotelkæde henter ny direktør hos konkurrent

Her er favoritterne hos de danske mødeplanlæggere