Comwell-kæden har reduceret madspild med 50 procent på varme retter til morgenmaden på grund af portionsanretning, i stedet for de store, traditionelle buffeter. PR-foto: Comwell Hotels.

Dansk hotelkæde øger kamp mod madspild

Comwell med 16 hoteller i Danmark serverer nyt samarbejde med forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad. Comwell, der er på vej med ny bog om madspild, uddanner alle ansatte i bæredygtighed.

Danske Comwell har siden 2018 været i dialog med forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad om at undgå madspild. Og nu styrkes samarbejdet.

Comwell blev tilbage i 2015 spiller i kampen mod madspild og arbejde med realiseringen af FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling, UN Sustainable Development Goal 12, skriver Comwell i en pressemeddelelse.

Stifter af Stop Spild Af Mad, Selina Juul, glæder sig over samarbejdet med Comwell: “Comwell siger hvad de gør, og gør hvad de siger. Derfor har vi indgået et samarbejde med hotelkæden. Der er mange fælles projekter i horisonten, ikke mindst at inspirere gæsterne til at undgå madspild i deres egne hjem.”

Comwell skriver i pressemeddelelsen, at man har fået reduceret madspild med 50 procent på varme retter til morgenmaden på grund af portionsanretning, i stedet for de store, traditionelle buffeter.

Ny kogebog om madspild på vej
Men gæsterne hos Comwell bliver også inspireret til at undgå madspild, når de besøger kædens hoteller. Et tiltag på bæredygtig tankegang og madspild er Comwells nye kogebog, ”Mad-ild – Fyr op under madglæden og skru ned for madspild.” Bogen udkommer til august, og gør det muligt for gæsterne at tage bæredygtigheden med sig hjem.

Bogen er skabt ud fra et samarbejde mellem kædens 16 hotelkøkkener, som bidrager med en eller flere opskrifter på, hvordan man kan bruge råvarer og rester, så man får det fulde udbytte af maden.

”Comwell har siden 2015 arbejdet med madspild og ressourceudnyttelse. Gennem Comwell College uddanner vi alle medarbejdere i bæredygtighed,” siger HR- og bæredygtighedsdirektør i Comwell, Mai-Britt Jensen, og tilføjer:

”Vi er et ressourcetungt erhverv, og derfor har vi som virksomhed et ansvar for at mindske vores miljøaftryk samtidig med at vi ikke går på kompromis med den gode serviceoplevelse. Vi tror på, at det er muligt at gøre en forskel både for miljøet og gæsterne på samme tid.”

Stop Spild Af Mad er Danmarks største frivillige organisation mod madspild målt på antal af gennemførte aktiviteter og projekter i hele værdikæden fra jord til bord, oplyser Comwell. Kæden blev for nylig for tredje år i træk kåret af Sustainable Brand Index som Danmarks mest bæredygtige hotelkæde. Desuden vandt Comwell sidste uge tre regionale danske priser ved Momondo Climate Award 2021.

Comwell har 16 hoteller med knap 3.000 værelser i Danmark, et i Sverige samt venuerne Odeon i Odense og Centralværkstedet i Aarhus.

Relaterede artikler:

”Vi får en del henvendelser om at overtage hoteller”

Klimapriser til danske Scandic-hoteller

DFDS først med landstrøm i Københavns Havn