NH Collection Copenhagen, der ligger ved Knippelsbro og har Udenrigsministeriet som genbo, har 394 værelser og suiter. Arkivpressefoto: ATP Ejendomme.

Dansk luksushotel sætter stik i aftale om grøn strøm

Femstjernede NH Collection Copenhagen får ”som første hotel i Danmark ny grøn strøm,” oplyser hotellet. ”Grønne tiltag er en vigtig prioritet for at tiltrække klimabevidste gæster,” lyder det.

NH Collection Copenhagen, der åbnede i september sidste år, har indgået en elkøbsaftale med energiselskabet Better Energy, som fra årsskiftet leverer, hvad der svarer til det samlede strømforbrug for hotellet. Det skriver hotellet i en pressemeddelelse.

Det bliver dermed det første hotel i Danmark, der får elektricitet fra en elkøbsaftale. Det betyder, at hotellet vil tilføre ny, grøn energi til elnettet tilsvarende bygningens forbrug, oplyses det.

NH Collection er et af de otte varemærker i den spanske NH Hotel Group, der driver 350 hoteller i Europa og Latinamerika. NH står for Navarra Hoteles efter den nordspanske region Navarra, hvor hotelkæden blev grundlagt i 1978.

NH Collection Copenhagen, der ligger ved Knippelsbro og har Udenrigsministeriet som genbo, har 394 værelser og suiter.

Stigende ønske om at være så bæredygtigt som muligt
Fra næste år vil NH Collection Copenhagen aftage to GWh (eller 2.000.000 kilowatt-timer) om året. Det svarer til, at der tilføres ny grøn elektricitet til det danske elnet tilsvarende bygningens forbrug. Hotellets general manager, Anders Duelund, siger i pressemeddelelsen:

”Vores gæster har et stigende ønske om at rejse, bo og afholde møder så bæredygtigt som muligt. Med aftalen om grøn strøm til vores 394 værelser og suiter, restauranter, møde- og eventlokaler, er vi glade for at efterkomme vores gæsters ønsker.

Grøn strøm er endnu en løsning til vores hotel, der i forvejen har mange bæredygtige bygningsløsninger, såsom genbrug af beton, brug af certificeret træ i forbindelse med renoveringen af bygningen, nedkøling af værelser ved hjælp af havvand samt et grønt sedum-tag, der skaber biodiversitet og optager regnvand ved regnskyl,” siger Anders Duelund.

NH-hotellet får sin kommende grønne strøm fra en ny solcellepark, der skal opføres i Stevning ved Sønderborg. Med en kapacitet på 35 GWh vil solcelleparken levere grøn strøm svarende til det årlige elforbrug hos ca. 22.500 danskere, fremgår det af pressemeddelelsen.

Grønne tiltag tiltrækker klimabevidste gæster
Peter Munck Søe-Jensen, vicedirektør for power solutions i Better Energy, siger i pressemeddelelsen:

”Hotelbranchen står overfor samme udfordringer som mange andre brancher, hvor grønne tiltag er en vigtig prioritet – både for klimaets skyld og for at tiltrække klimabevidste gæster.”

ATP Ejendomme ejer hotelbygningen, hvor NH Collection Copenhagen driver hotellet i bygningen, der også kaldes Ørkenfortet. I første omgang skulle det ellers have været et Hilton-hotel, drevet af det daværende BC (Bella Center) Hospitality Group, i dag Bellagroup, der kom med ideen til ATP Ejendomme, der dog i stedet valgte NH Hotel Group.

 

Relaterede artikler:

Stigende energipriser tvinger hotelkæde til nye tiltag

Nyt luksushotel måtte åbne med halv kapacitet

International kæde får 5-stjernet hotel i København