Danske Signatours Travel Group er solgt til den norske Braganza- koncern, der også omfatter et flyselskab og rejsebureauer i Sverige og Norge. Foto: Signatours.

Danske rejsebureauer solgt til Norge

Efter et par år med millionunderskud har ejerne af større dansk rejsekoncern solgt alle aktier til den norske koncern Braganza, der i forvejen var mindretalsejer.

Danske Signatours Travel Group, der også omfatter nichebureauerne In-Italia og Hideaways, er blevet solgt til Escape Travel, der ejes af norske Per Georg Braathen.

Dermed indgår hele Signatours Travel Group i Per Braathens koncern Braganza, der blandt andet også omfatter det svenske flyselskab Bra (det tidligere Malmø Aviation, red), Ticket Leisure Travel med 71 rejsebutikker i Sverige og Norge samt det svensk-norsk rejsebureau Escape. Per Braathen afløste i øvrigt tidligere i år danske Vagn Sørensen som bestyrelsesformand i Scandic Hotels.

Braganza ejede – indtil hele overtagelsen af Signatours Travel Group blev en realitet tidligere på måneden – en tredjedel af den danske rejsegruppe.

”Signatours Travel, der havde millionunderskud i både 2016 og 2017, har de sidste par år investeret i at opbygge en egenudviklet netbaseret IT-platform for dynamisk pakketering af pakkerejser, som der tilsyneladende er stor tillid til fremtiden for,” siger rejsebrancheanalytiker Ole Egholm til STANDBY.dk

Signatours har de seneste tre år fordoblet omsætningen, der i år forventes at ende på cirka 160-180 millioner kroner – heraf kommer omkring 50 millioner kroner fra det tyske rejsebureau Siglinde Fischer, som Signatours købte tidligere på året.

Business as usual
Trods salget til Braganza er det business as usual, forsikrer direktør i Signatours, Lars Henriksen, overfor STANDBY.dk

”Salget til Braganza er vi gået stille med dørene med, men det hele er ganske udramatisk. Braganza har i et par år været investor i Signatours og det har hele tiden været planen, at de skulle eje mere. Med Braganzas netværk i ryggen kan Signatours få mere fodfæste i Norge og Sverige,” siger Lars Henriksen, der fortsætter som direktør Signatours Travel Group. Han var sammen med fem andre ejere af Signatours og Lars Henriksen forsikrer, at de har fået penge ud af salget til Braganza; hvor meget vil han ikke sige.

45-årige Lars Henriksen var for ti år siden med til at købe danske PortugalBureauet, der siden overtog rejsebureauet Kulturrejser Europa. Efter salget af Kulturrejser Europa, der i dag er ejet af Aller Leisure, blev Hideaways lanceret og siden kom medejerskabet af In-Italia.dk

 

Relaterede artikler:

Dansk rejsebureau på opkøb i Tyskland

Per G. Braathen ny formand for Scandic Hotels

Krakket rejsebureau fortsætter med ny ejer