LUFTFART: Nordens største charterflyselskab droppede fra i går kabineansat i cockpit når pilot f.eks. skal på toilettet. SAS og Danish Air Transport vil gerne følge efter. Flyselskab øger psykologisk test af nye piloter.
Den 24. marts 2015 styrtede den mentalt ustabile pilot Andreas Lubitz, der havde låst flyets kaptajn ude, en Airbus A320 fra Lufthansa-ejede Germanwings ned i Alperne på flyvning fra Barcelona til Düsseldorf. Han tog de 150 ombordværende med sig i døden.
Efter tragedien ændrede europæiske flyselskaber sikkerhedsreglerne efter anbefaling fra EU’s myndighed for luftfartssikkerhed (EASA) European Aviation Safety Agency. Ændringen betød, at der altid skulle være to personer i cockpittet. Hvis en af piloterne skulle på toilettet, skulle medlem af kabinebesætningen opholde sig i cockpittet.
Men ændringen er uholdbar. Lufthansa-selskaberne har gennemført analyse af sikkerhed og risici. Den har ifølge pressemeddelelse fra datterselskabet Swiss vist, at kravet om to personer i cockpittet ikke øger sikkerheden, men faktisk giver flere risici, f.eks. i form af flere og længere åbninger af døren til cockpittet.
SAS vil gå samme vej
Fra SAS i Danmark siger basechef (base chief pilot) for de over 450 piloter i Danmark, der flyver for SAS, flykaptajn Peter Hyldig, til standby.dk: ”SAS vil gå samme vej – vi har nu henvendt os til Trafikstyrelsen.”
Og flyvechef hos Thomas Cook Airlines Scandinavia, Per Schrøder, sagde mandag til standby.dk: ”Piloterne skal selvfølgelig kunne gå på toilettet. Vi har gennemført risikoanalyse og strammet de psykologmæssige krav ved ansættelse af nye piloter. Men hemmeligholdelse af piloters mentale tilstand er unik for Tyskland – i Skandinavien er disse informationer indberetningspligtige til flyselskabet.”
Thomas Cook Airlines Scandinavia har 220 piloter.
Adm. direktør for og medejer af Danish Air Transport, Jesper Rungholm, siger til standby.dk: ”DAT følger IATA-reglerne. Vi vil nu lave safety risk assesment, om vi ikke også skal ændre procedurerne. Omvendt er omkring halvdelen af vores produktion for andre flyselskaber, hvor vi selvfølgelig skal følge deres regler.”
Jesper Rungholm tilføjer: ”Jeg synes det logiske ville være at stille en trolley op foran cockpit–døren når en pilot skal på toilettet – bevogtet af en fra kabinen.”