Danske Jet Time skal ikke have undersøgt et af sine fly (opdateret)

”Et af vores seks Boeing 737-300 er fra den produktionsserie, der sidste uge gav Southwest Airlines problemer. Men Southwests’ fly har mange flere rotationer – starter og landinger – end vores. Deres fly, der havde uheldet, havde over 39.000 starter og landinger; vores fra denne produktionsserie har haft under 24.000. Flyet er typisk et år om at nå 1.000 rotationer. Anbefalinger om inspektioner efter uheldet gælder fly med over 30.000 rotationer. Derfor skal vores B737-300 fra denne serie ikke inspiceres ekstraordinært,” siger Jet Times kommercielle direktør, John Uggerhøj Andersen, til takeoff.dk

 

Han tilføjer at flyselskabet er ved at ansætte 100 piloter og kabineansatte, hvoraf de 25 % er piloter.
Jet Time har i øvrigt mistet ca. 10 % af sine flyvninger til Mellemøsten, navnlig Egypten og Tunesien, men fået andre flyvninger til andre lande i Middelhavsregionen.

 

Jet Time forventer i år op mod 600.000 passagerer – det er ca. 100.000 flere end sidste år.

 

USA’s største lavprisselskab, Southwest Airlines, aflyste over 700 flyvninger med ældre Boeing 737 – efter revner i skroget fredag i sidste uge gav store problemer for et fly i luften.
Ved fredagens hændelse var en B737 fra Southwest på vej fra Phoenix i Arizona til Californiens hovedstad, Sacramento. Efter 18 minutters blæste en del af flyets ”tag” af, så passagerer kunne kigge op i luften.

 

Piloterne nødlandede på Yuma Marine Corps Air Station/International Airport i Arizona. Her viste det sig, at der var et 1,5 meter langt og 30 cm. bredt hul i flyskroget, oplyser USA’s luftfartsmyndigheder.

 

Boeing har udsendt vejledning til brugere af samme flytype verden over med anvisning for, hvor andre flyselskaber skal undersøge deres fly for samme fejl. Præcis hvad der udløste fredagens hændelse, undersøges nu af den amerikanske havarikommission, National Transportation Safety Board.

 

Ifølge USA’s luftfartsvæsen, Federal Aviation Administration, flyver der i dag 288 eksemplarer af B737-300 hos amerikanske flyselskaber samt 931 hos flyselskaber uden for USA.

 

Southwest var med 131 mio. passagerer sidste år verdens tredjestørste flyselskab – kun overgået af Delta Air Lines med 162 mio. og United Airlines med 145 mio.

Skrevet af redaktionen