Flere danske travel managers fra store globale koncerner meddeler, at medarbejdere ikke sendes til Kina mens Corona-virussen hærger. Danmark kan i dag skærpe rejsevejledning til Kina.
”Vi besluttede onsdag at stoppe alle rejser til Kina, herunder mellemlandinger i Kina,” siger Jens Liltorp, global travel manager i den store danske medicinalkoncern LEO Pharma til STANDBY.dk
Hans udtalelse kom i en pause under torsdagens årsmøde hos Danish Business Travel Association, hvor han er medlem af bestyrelsen.
På årsmødet, der blev holdt på mødecentret Huone tæt på Københavns Lufthavn, sagde flere travel managers blandt de 150 tilmeldte til DBTA’s årsmøde til STANDBY.dk, at de nærmest også havde stoppet alle rejser til Kina i denne tid.
”Folk er nervøse, antallet af rejser til Kina er faldet drastisk indenfor de seneste to uger. Vi har dog som virksomhed valgt ikke at lukke ned for rejser, men udmeldingen til vores medarbejdere er Business Critical Travels only,” sagde Rikke Alber, category manager, travel – her under for travel security, hos A.P. Møller-Mærsk.
Flere andre travel managers fra store globale danske koncerner gav stort set samme melding, men måtte ikke udtale sig med navn til pressen.
Over 200 døde af Corona-virussen
Tallene stiger og opjusteres konstant, fredag morgen skrev BBC, at mindst 213 ramte af Corona-virussen er døde i Kina, navnlig i Hubei-provinsen, hvor den smitsomme lungebetændelse menes opstået i provinsens hovedstad, millionbyen Wuhan.
Kina har mindst 10.000 bekræftede tilfælde af virussen – ifølge FN’s Verdenssundhedsorganisation (WHO) er ingen døde af virussen uden for Kina, men der er rapporteret omkring 100 bekræftede smittede i foreløbig 18 lande, primært i Asien. Hovedparten af de smittede udenfor Kina har for nylig været i Wuhan, men omkring hver tiende smittede er angiveligt blevet smittet af personer, der har været i Kina.
WHO erklærede torsdag virusudbruddet i Kina for en ”international sundhedskrise.”
Måske ny dansk skærpelse af rejsevejledning
Mange flyselskaber har aflyst betjeningen af Kina, for nogle blandt andre SAS med Hong Kong som undtagelse. Og mange lande skærper deres rejsevejledning for Kina, senest har blandt andet USA og Tyskland frarådet ikke-nødvendige rejser til Kina.
Dér er den danske rejsevejledning endnu ikke, men Udenrigsministeriet forventes muligvis allerede i dag at skærpe rejsevejledningen til at omfatte alle ikke-nødvendige rejser til hele Kina.
Relaterede artikler:
SAS indstiller Kina-flyvninger
Krydstogtrederier afviser gæster der har været i Kina