Danskerne er de farligste på pisterne

En fjerdedel af danskerne mener, at vi selv er de farligste på pisterne, viser en undersøgelse fra VisitSweden.

Det skyldes især, at vi ikke som vores nordiske naboer er vokset op med sneen, og ikke har færdselsreglerne på pisterne indgroet, mener Danmarks Skiforbund. Samtidig bliver udstyret bedre, så man hurtigt kører over evne – til fare for sig selv og andre.

”Udstyret er så godt i dag, at man efter få uger kan bevæge sig rundt på hele bjerget. Det er blevet lettere at køre på udfordrende og farlige steder – offpiste for eksempel,” siger Kenneth Bøggild, administrationschef i Danmarks Skiforbund og understreger, at det juridisk set er de officielle færdselsregler fra FIS, der gælder.

Sidste sæson faldt antallet af danskere, der kom til skade, og Kenneth Bøggild er overbevist om, at det primært skyldes en oplysningskampagne om færdselsreglerne fra SOS og Danmarks Skiforbund. Han fremhæver Sverige som mest aktiv med hensyn til at forebygge uheld på pisterne, og ser man på skadesfrekvensen, så virker indsatsen.

Anna Kron Boysen, PR Manager hos VisitSweden:

”Sverige har tradition for aktiv forebyggende, hvor mange skidestinationer f.eks. har sikkerhedspersonale ude i pisterne og oplysende plakater ved lifterne. Derfor er de svenske skidestinationer nogle af de sikreste.”