Til oktober åbner Stockholm Archipelago Trail som giver naturentusiaster mulighed for at opleve en del af Stockholms enorme skærgård på en ny måde. Mulighed for overnatning i området.
SAT – Stockholm Archipelago Trail – bliver en 270 kilometer lang rute i en del af Stockholms skærgård. SAT er opdelt i 20 etaper i det enorme område. Med cirka 30.000 øer, holme og skær, er Stockholms skærgård er en af verdens største øgrupper. På den nye vandrerute kan man vandre gennem skærgården på 21 af øerne.
Ifølge en pressemeddelelse fra Visit Sweden er den bedste tid for vandring i sæsonen mellem sommer og efterår. Vandet holder sig varmt et par uger længere end på fastlandet, og roen efter de hektiske ferieuger om sommeren har lagt sig. Solen er stadig varm, og man kan opleve den unikke natur i sit eget tempo, hedder det.
Den nord-sydgående sejlrute til og fra selve den svenske hovedstad løber langs Stockholm Archipelago Trail om sommeren, og man kan overnatte på hver etape. Det betyder, at man kan tilbringe 20 dage i skærgården, hvis man vil opleve alle etaper, en efter en. For at gøre det nemt at komme ud i den ydre skærgård er der også “Stockholm Archipelago Trail heads” med en vest-østlig forbindelse.
Højdepunkter
Visit Sweden fremhæver i sin pressemeddelelse flere højdepunkter i forbindelse med SAT-ruten:
Sandhamn: Et historisk sted i skærgårdens yderste del. Om sommeren summer det af liv i havnen, men på SAT venter lange strandvandringer og vindblæste fyrreskove. Overnat på Sandhamns Seglarhotell.
Utö: En af de største øer i Stockholms sydlige skærgård. Øen har en rig historie og har fungeret som base for lodser, toldere og soldater siden det 17. århundrede. I dag er 175 mennesker bosatte her. Overnat på Utö Värdshus.
Ålö: En ø i den sydlige del af skærgården med Utö mod øst. Ålö er kendt for sit rige plante- og fugleliv og er et naturreservat. Der er kun to husstande på øen.
Nåttarö: Et naturreservat, der tiltrækker besøgende med sine strande og en varieret natur. Storsand i øst er en af skærgårdens længste sandstrande med store klitter. Der er ingen fastboende på øen.
Stockholm Archipelago Trail har sin egen hjemmeside.
Relaterede artikler:
Stockholm styrker sit destinationsudviklingsselskab