Danskerne strømmer igen til Rødehavet

egypten hurghadaEfter et halvt års pause for de fleste rejser til Egypten, er danskerne efter nytår vendt tilbage til Rødehavet. Et presset hotelmarked har betydet, priserne lige nu er langt lavere end normalt, men antallet af danske turister bliver dog lavere end normalt.

”Egyptens turisme har selvfølgelig lidt under det seneste halve års fravær af turister. Hotelejerne har sat priserne lavt, og det kommer forbrugerne til gode. Vi sender ca. 15.000 danskere til Egypten i løbet af 2014, og når ikke at komme op på normalt niveau i år, men det er jeg overbevist om, vi gør i 2015”, siger Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour.

”Vi fylder ca. et Egypten-fly om dagen i disse uger, og det er meget tilfredsstillende. Danskerne har manglet Egypten som feriealternativ, og de er helt tydeligt villige til at vende tilbage gang på gang for solen, den høje standard, oplevelserne og de smukke korallers skyld”.

Tallene nedenfor er totaltal for Danmark, ligeligt fordelt mellem Sharm el Sheikh og Hurghada. Star Tour tilbyder rejser til begge rejsemål i vinterhalvåret, mens der kun flyves til Hurghada i sommersæsonen.

Danske rejsende til Egypten i 2012 ifølge Trafikstyrelsen: 116.000 – rejsende til Egypten i 2013 84.000.

Rejsende til Egypten i 2014 estimeret af Star Tour ca.73.000 – rejsende til Egypten i 2015 ca.110.000.