Danskerne vilde med tastaturshopping

I år vil mere end hver tredje rejse blive købt online. For blot tre år siden gjaldt det mindre hver sjette rejse, viser tal fra brancheanalytikere, som onlinebureauet Travellink har indhentet.

Tallene gælder det samlede europæiske rejsemarked, men Danmark er mindst på samme niveau – og sandsynligvis endda foran, vurderer topchefen for Europas største onlinebureau. Det skriver Berlingske Tidende, lørdag.

”Væksten skyldes for det første, at teknologien er blevet bedre, f.eks. med hurtigere netadgang, mere brugervenlige websites og større udbredelse af pc’er. For det andet skyldes det, at flybilletter er blevet markant billigere, og at folk derfor rejser meget mere end for nogle år siden,” lyder forklaringen fra Ignacio Martos fra Opodo, der også ejer Danmarks største onlinebureau, Travellink.

Mens onlinebureauerne æder sig ind på de traditionelle rejsebureauers marked, svarer de ”gamle” bureauer igen ved selv at gå på nettet.
”Vi kan godt se, at kunderne i stigende grad vil bruge nettet til både inspiration og købsredskab. Derfor investerer vi massivt i vores net, og hvor vi i dag sælger hver anden rejse via nettet, forventer vi, at det er otte ud af ti om to år,” siger salgsdirektør Stig Elling fra Star Tour.  

Skrevet af Simon Jørgensen