50 års fødselsdag

Henrik Laue Petersen (foto) er opvokset på Als, aftjente værnepligt på Flyvestation Skrydstrup og blev uddannet som speditør i Padborg.



I 1989 begyndte han som receptionist på Interscan Hotel i Sønderborg. Tre år senere var han konferencechef, senere hotelchef på Hotel Windsor i Odense.



Fra oktober 1993 og ti år frem var han direktør for Interscan Hotel Sønderborg. Karrieren i hotelbranchen har også omfattet funktion som projektleder ved etableringen af Clarion Hotel i København samt direktør på Quality Hotel Brøndby Park.



I 2006 overtog Henrik Laue Petersen sammen med en partner Hotel Nørherredhus i Nordborg på Nordals. Hotellet blev renoveret, så det henvender sig til både forretningsmanden og de mange familier, der besøger oplevelsesparken Danfoss Universe. I dag er den daglige drift overladt til en bestyrer, mens ejerskabet af hotellet nu er fordelt på Henrik og tre partnere.



Siden 2007 har fødselaren været projektleder i Ferieregion Sønderborg. Han er projektleder på flere – bogstaveligt talt – grænseoverskridende projekter langs Flensborg Fjord, implementering af erhvervsturismeløsninger og opstilling af knap 30 turistinformationsstandere i Sønderborg Kommune.



Udover sport og familie er han medlem af pressekomiteen i Ringriderfesten i Sønderborg.




Skrevet af