De italienske myndigheder baner vejen for Alitalia

De italienske myndigheder gav i sidste måned statsstøtte til det kriseramte italienske flyselskab Alitalia. Nu har myndighederne igen været ude på redningsbanen og undtaget det statsejede selskab fra fusionskontrolreglerne i et forsøg på at undgå selskabets konkurs. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten i dag.

 

Reglerne om fusionskontrol indebærer, at større fusioner og virksomhedsoverdragelser skal anmeldes til konkurrencemyndighederne, før de gennemføres. Det skal sikre, at virksomheder ikke gennem fusioner eller opkøb kan blive så store, at det er skadeligt for konkurrencen.

 

De italienske myndigheder har dog imidlertid valgt at suspendere fusionskontrolreglerne, således at Alitalia kan fusionere med sin eneste hovedkonkurrent uden at skulle indhente den ellers obligatoriske godkendelse fra de italienske konkurrencemyndigheder.

 

Fusionen indebærer, at Alitalia får monopol med et antal flyruter i Italien, hvilket selskabet ikke nødvendigvis ville have fået tilladelse til, hvis fusionen havde været underlagt de sædvanlige fusionskontrolregler.

 

EU-kommissionen har endnu ikke offentligt udtalt sig om de italienske myndigheders fly-manøvre, men det er tvivlsomt, om det får nogen varm velkomst.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen