Smittetallet er faldet på De kanariske Øer, som derfor skifter fra gul til grøn i de nye danske rejsevejledninger. Her er der paragliding over Tenerife, den største af De kanariske Øer. Arkivpressefoto: Turismo de Tenerife.

De kanariske Øer atter grøn i rejsevejledningen

Kanarieøerne og en italiensk region igen grøn i rejsevejledninger, Rumænien bliver gul. Efter kritik præciserer UM: ”Vigtigt at man ikke kun forholder sig til farven, men læser rejsevejledningen.”

Udenrigsministeriets rejsevejledninger har fire primære farvelægninger af lande: Grøn: Vær opmærksom, Gul: Vær ekstra forsigtig, Orange: Unødvendige rejser frarådes og Rød: Alle rejser frarådes.

Hertil kommer ”Skraveret orange,” hvor UM fraråder ikke-nødvendige rejser til et land på grund af dets betydelige indrejserestriktioner.

Ved hjemkomst til Danmark fra gule lande eller regioner, skal ikke-færdigvaccinerede få foretaget en PCR-test i stedet for en kviktest.

Erhvervsrejsende, færdigvaccinerede og deres medrejsende børn samt tidligere smittede frarådes ikke rejser til orange lande og regioner, understreger Udenrigsministeriet igen i denne uge.

Få ændringer i denne uge
Udenrigsministeriet opdaterer ugentligt rejsevejledningerne for EU- og Schengen-landene på baggrund af de seneste smittetal fra Statens Serum Institut.

I denne sker der ikke det store. Rumænien skifter til gul. Ingen lande kommer tilbage til grøn, men De kanariske Øer samt den italienske region Campania med blandt andet Napoli bliver igen grønne.

”Det betyder i denne uge, at danske rejsende – uanset vaccinationsstatus – kan rejse på ferie til Kanarieøerne og Campania uden at skulle testes ved hjemkomsten til Danmark,” skriver Udenrigsministeriet.

De gode mennesker i Udenrigsministeriets Borgerservice, der står for rejsevejledningerne, har formentlig også læst kritikken de seneste dage på STANDBY.DK fra Danmarks Rejsebureau Forening og RID, Rejsearrangører i Danmark – charterselskabernes brancheforening. Rejsebureauforeningerne har klaget over, at den orange farve skræmmer potentielle rejsende fra at rejse til orange destinationer, selv om de er færdigvaccineret.

I dagens pressemeddelelse skriver Udenrigsministeriet nemlig: ”Verdenskortet og rejsevejledningerne farves på baggrund af smittesituationen i et land eller region. Imidlertid gælder en række undtagelser til denne anbefaling, man bør være opmærksom på. Det fremgår således i alle rejsevejledninger, at færdigvaccinerede og tidligere smittede samt deres medrejsende børn under 18 år er undtaget for anbefalingen om ikke at rejse.

Det er derfor vigtigt, at du ikke kun forholder dig til farven på kortet, men også læser teksten i rejsevejledningen, da der gælder forskellige krav afhængig af om du for eksempel er færdigvaccineret,” skriver Udenrigsministeriet.

I en kommentar til dagens melding om, at De kanariske Øer nu bliver grønne i de nye danske rejsevejledninger, siger Spies’ administrerende direktør, Jan Vendelbo: ”Spies regner med at sende 75.000 danskere til De kanariske øer her i efteråret og i den kommende vintersæson. Efterspørgslen er enorm i år, så det er en utrolig god nyhed.”

Danmark åbner for indrejse fra Uruguay
Udenrigsministeriets rejsevejledninger for tredjelande opdateres på baggrund af EU’s positivliste over lande uden for EU- og Schengen-området, som det kan overvejes at åbne for, fordi de lever op til fastsatte COVID-19 kriterier for indrejse til EU.

Den nationale COVID-19 taskforce for rejserestriktioner har vurderet EU-listen og besluttet, at der kan åbnes for indrejse til Danmark fra sydamerikanske Uruguay. Uruguay vil dog være skraveret orange på Udenrigsministeriets verdenskort på grund af betydelige indrejserestriktioner over for rejsende fra Danmark.

Her er link til dagens opdaterede pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet med masser af links til oplysninger i forbindelse med rejser i en coronatid, klik her.

Relaterede artikler:

UM på vej med ændringer i rejsevejledninger

Brancheforening ønsker tydeligere rejsevejledninger

Rejsevejledningerne og det orange dilemma