De kritiske ord fra DRF

Danmarks Rejsebureau Forening udsendte tirsdag pressemeddelelse om KLM’s Transavias lukning af hovedparten af dets aktivitet i Danmark fra 1. november. Her uddrag af pressemeddelelsen:

DRF er af sine medlemmer blandt rejsebureauer og forbrugere blevet oplyst, at Transavia ikke følger EU-regler (Forordning 261/2004, ”denied boarding-forordningen”), der berettiger passagerne til at blive ombooket ved et flyselskabs (Transavias) aflysninger.

 
Reglerne i forordningen er, at aflyses en flyafgang, har de berørte passagerer som minimum ret til følgende:

1. At få rejsen omlagt af flyselskabet på den førstgivne afgang til passagerens endelige destination. Dette gælder uanset om den første ledige afgang er med et andet flyselskab. Det betyder, at man har ret til at flyve med f.eks. SAS, der ligger tættere på det oprindelige afgangstidspunkt, end den afgang Transavia tilbyder.
 
2. Ønsker passageren ikke længere at flyve, har man også ret til at få sine penge refunderet fra Transavia.
 
3. Endelig kan passageren efter nærmere aftale med flyselskabet flyve på et andet tidspunkt.

 
Det vigtigste krav er, at det er passageren, der har valget mellem de tre løsninger – ikke flyselskabet.

 
Da de fleste passagerer ønsker at gennemføre den rejse, de har købt, på det planlagte tidspunkt, er Transavia ifølge forordningen forpligtet til at omlægge rejsen på de dage, kunderne havde billet til så tæt på det oprindelige afrejsetidspunkt som muligt.

 

De klare regler til trods har Transavia valgt kun at indgå aftale med et flyselskab, Norwegian, om at transportere Transavias kunder – og dermed bevidst valgt ikke at leve op til EU-forordningens forpligtigelser om første tilgængelige afgang. Kunderne får dermed ikke de alternative muligheder, de ifølge forordningen skal have.

 

I mange tilfælde betyder aftalen med Norwegian, at Transavias passagerers rejse forskydes med flere dage, som det f.eks. er sket for 55 elever fra Odense på en studietur til Barcelona. Her har Transavia tilbudt at flyve dem hjem fra Barcelona med Norwegian 8 dage senere. En løsning som er uacceptabel, når der er plads på Cimber Sterling på den oprindelige hjemrejsedag.

 
Som det fremgår med al ønskelig tydelighed, er det en helt uacceptabel løsning, som Transavia har tilbudt de kunder, der berøres af selskabets rutelukninger.

 

Transavia opfordres til at give deres kunder mulighed for at ombooke på alle tilgængelige flyselskaber. Modsat må Transavia forvente mange klagesager via Statens Luftfartsvæsen, hvortil man kan klage, når et flyselskab løber fra sine transportaftaler, skriver DRF.

 

Skrevet af redaktionen