De spiller bingo med oliepriserne

sas brændstof fly lufthavnMANDAGSKLUMME: Nogle flyselskaber har fastlåst deres oliepris. Det er en rigtig god ide, når priserne stiger. Det er en rigtig dårlig ide, når de som nu falder. Hvad skal vi overhovedet med et brændstoftillæg på flybilletter? Vi kender det jo ikke fra kaffepriser, eller banantillæg, eller på vinproduktionen.

Af Ejvind Olesen

Oliepriserne er næsten halveret det seneste halve års tid. Det skulle give lavere priser på flybilletter. Det gør det ikke. Uanset om de, som SAS, har fastlåst en stor del af deres indkøb nogle måneder frem til gammel (høj) oliepris, eller som Easyjet og Ryanair, der har låst priserne resten af året og givetvis kommer til at betale for meget. I følge norsk presse har Norwegian sikret halvdelen af sine priser året ud (og betaler for meget) og har resten til de nuværende meget lave indkøbspriser.

Vi aner ikke, hvad det betyder for de enkelte selskaber. Ud over at de seneste tal tyder på, at det er godt for SAS, også trods højere dollarkurser (en dollar koster snart 6,50 kr.)

Straks starter debatten om det høje brændstoftillæg hos SAS og andre selskaber. Og hvorfor fjernes brændstoftillæg så ikke nu? Det burde SAS også gøre, og så til gengæld tage den helt samme pris, blot som en regulær billetpris, der til enhver tid følger det, flyselskabet vil have og det, markedet og konkurrencen kan bære. Længere er den egentlig ikke. Forbrugerne skal ikke bestemme. Det skal udbyderne, og så må vi andre tage imod eller lade være.

Brændstoftillæggene kom i begyndelsen af 70`erne under første oliekrise og har altid været en pestilens. Tjæreborg Rejser var nødt til at opkræve ekstra penge i lufthavnen. Simon Spies nød at lade være, bare for at drille Tjæreborg. ”Jeg har jo råd til det,” sagde han, da jeg spurgte. ”Men spørg Krogager, hvorfor han opkræver penge i lufthavnen, inden folk kommer om bord.”

Jeg ved ikke, hvad SAS har råd til. Eller Norwegian for den sags skyld. Men lad os nu få almindelige markedsføringstilstande ind i rejsebranchen.

Når tørken udpiner kaffehøsten i Brasilien, og kaffen stiger i supermarkedet, er der jo ikke et specielt ”tørke-tillæg” på. Når EU strider med franske besiddelse i Caribien om bananhøst og import, får vi jo ikke er ”banantillæg”. Når vinhøsten slår fejl i Frankrig på grund af regn, bliver vinen nok dyrere, men ikke påhæftet et ”regnvejrstillæg”.

Et brændstoftillæg er blot en undskyldning over for forbrugere for at få et forhøjet billetpris til at glide lettere ned. Det klargjorde Simon Spies allerede for 40 år siden.

Flyselskaberne kan sætte prisen op eller ned, som det passer dem. Også selv om brændstof en overgang belastede med 30 procent af udgifterne. Det er og bliver markedsafsætningen, der afgør resultatet på bundlinjen.