Resultaterne for den globale flytrafik i april viser en vækst på 3,2% i forhold til april sidste år, lyder det fra International Air Transport Association, IATA.
Det er stadig vækstmarkederne, der fører i udviklingen, hvor der har været passagervækst i alle regioner. Den sæsonkorrigerede efterspørgsel i april er steget med 5%, hvilket er i tråd med den langfristede historiske trend.
Ifølge Tony Tyler, IATAs generaldirektør og CEO er det vækstmarkederne, der udvikler sig bedst, mens flyselskaberne i Europa og Nordamerika har en svagere vækst end for eksempel Afrika, Mellemøsten og Asien.
De europæiske flyselskaber havde en vækst på 2% i forhold til april sidste år, mens Nordamerika som den eneste region havde tilbagegang. Her faldt passagertrafikken med 0,5%
”Et af vore hovedbudskaber til regeringerne er, at luftfart bør behandles som enhver anden erhvervsvirksomhed og ikke straffes med særlige afgifter og skatter og med kommercielle reguleringer, som fratager branchen sin kreativitet og initiativ”, tilføjer Tony Tyler.