En gigantisk bunker fra Anden Verdenskrig er omdannet til Hamborgs nye turistattraktion, en 58 meter grøn oase med kultur, Hard Rock Hotel og gastronomi – og udsigt mod millionbyen.
Den enorme bunker fra Anden Verdenskrig ligger i bydelen St. Pauli, hvor den har været under ombygning i flere år.
Bunkeren har blandt andet hotellet REVERBB by Hard Rock Hotel med 134 værelser og suiter, fem spisesteder og restauranter og en offentlig taghave i 58 meters højde, en grøn gangbro, panoramaudsigt over storbyen og naturligvis et mindesmærke for ofrene og de 1.000 tvangsarbejdere, der byggede bunkeren under Anden Verdenskrig, skriver Tysk Turist Information i en pressemeddelelse.
I løbet af de sidste fem år er “Green Bunker” blevet en ny oplevelse for Hamborgs indbyggere og turister. Med de nye byrum har Hamborg sikret sig et nyt arkitektur- og turist-trækplaster og har med denne grønne kulturoase forbedret storbymiljøet midt i det livlige St. Pauli kvarter, oplyses det.
Den store bunker, der blev bygget som luftværnsbunker i 1942, tårner sig op i Heiligengeistfeld midt i St. Pauli, og har i årtier huset medievirksomheder, en natklub og kammerorkesteret Ensemble Resonanz.
Masser af grønt
De seneste år er bunkeren udvidet og forvandlet, og vokset med 20 meter. Fem nye etager tårner sig op over den grå betonblok til i alt 58 meters højde, og med kraner er der løftet over 20.000 træer, buske og planter op på toppen.
Taghaven på Hamburg Bunker er åben for offentligheden og byder på en 360-graders udsigt over Hamborg fra sine 58 meters højde. Haven kan nås enten via 335 trappetrin eller en 560 meter lang gangbro.
De 4.700 træer og 16.000 buske på bunkeren gør Hamborg til et internationalt flagskibsprojekt for klimatilpasning i storby, hedder det.
Åbningen af REVERB by Hard Rock Hotel Hamburg, som optager en stor del af tilbygningen, er det første hotel under det nye Hard Rock-brand i Europa. REVERB Hotel har en særlig funktion ud over traditionel hoteldrift: Tre møblerede gæstelejligheder til kunstnere eller legatmodtagere fra Hamburgs kulturinstitutioner kan fremover lejes gennem det tyske ministerium for kultur og medier.
Relaterede artikler:
Rejsemagasin sætter navn på tyske favoritter

STANDBY.DK Nyt om rejser


