Den omstridte svenske charterarrangør Detur, der også solgte rejser i Danmark, meddeler på sin hjemmeside, at man erklærer sig konkurs. Detur er registreret i den svenske rejsegarantifond.
Efter en større mediestorm omkring sine forretningsmetoder og økonomiske udfordringer, oplyser den svenske arrangør Detur mandag eftermiddag på sin hjemmeside og i en pressemeddelelse, at man nu erklærer sig konkurs.
Konkursen var længe ventet af iagttagere i også den danske rejsebranche.
Deturs nuværende udfordringer ”har sat selskabet (Detur, red.) i en sådan situation, at ledelsen har været nødsaget til at konstatere, at det ikke længere er meningsfuldt at fortsætte indsatsen med omlægning, rekapitalisering eller alternativt salg og må desværre meddele, at Detur er tvunget til at indgive konkursbegæring,” står der på hjemmesiden og i pressemeddelelsen.
Detur ejes af tyrkiske Haluk Semiz med bopæl ved Stockholm via virksomheden Nordco Tours AB. Fordi Detur er registreret i Sverige, er rejsearrangøren ikke medlem af Rejsegarantifonden i Danmark. I stedet er Detur registreret i den svenske modsvarighed til Rejsegarantifonden, Kammarkollegiet, der henviser til Konsumentverket i Sverige.
”Markedet for solrejser er ikke i bedring”
På sin hjemmeside skriver Detur i en lang redegørelse: ”Vejen tilbage for rejsebranchen har vist sig længere og sværere end forventet.
Markedet for solrejser er ikke i bedring som tidligere vurderet. Skyggen efter pandemien er ikke rigtig lettet, krigen i Ukraine har påvirket rejselysten, og der har været færre mennesker, der ønskede eller var i stand til at rejse.
Det har gjort kundekredsen tyndere og samtidig presset markedspriserne på rejser til et lavt niveau, også i højsæsonen.
Driftsomkostningerne med stigende og vanskeligt estimerede omkostninger til flybrændstof har sat selskabet i en sådan situation, at ledelsen har været nødsaget til at konstatere, at det ikke længere er meningsfuldt at fortsætte indsatsen med omlægning, rekapitalisering eller alternativt salg og desværre må meddele, at Detur er tvunget til at indgive konkursbegæring,” lyder det fra Detur.
Tilbagebetalinger
På Deturs hjemmeside står der videre: ”For de rejsende, der får og har fået aflyst deres rejser, kan tilbagebetaling af det betalte beløb, hvis de har betalt med betalings- eller kreditkort, ske ved at bestride beløbet med den udstedende bank, som normalt er en kortere rute med den hurtigste behandlingstid.”
Detur oplyser desuden: ”De kan også kræve refusion fra rejsegarantien via Kammarkollegiet eller ved at indgive deres krav til kurator og afvente deres proces- og sagsbehandlingstid, som normalt er længere.”
Detur slutter med at skrive: ”Det har været tungt og vanskeligt at blive tvunget til at træffe denne beslutning, og vi beklager virkelig de problemer, dette vil forårsage.
Ikke kun for de kunder, der har booket sig ind på en længe ventet soltur, men også alle vores medarbejdere, der har arbejdet så hårdt for Detur, og som nu går en usikker fremtid i møde,” lyder det.
Detur var Danmarks sjettestørste charterarrangør
Detur udbød i år skønsmæssigt 20-30.000 rejser på det danske marked, ifølge Standby.dk’s oplysninger.
Detur havde i seneste normale rejseår, 2019, lidt over 45.000 gæster fra danske lufthavne til Tyrkiet, Grækenland, Egypten, Tunesien og Spanien. Det placerede charterarrangøren som Danmarks sjettestørste i 2019, ifølge officielle tal fra brancheforeningen RID, Rejsearrangører i Danmark,
Deturs danske afdeling var i marts sidste år tæt på at blive hældt ud af RID grundet alt for langsom tilbagebetaling af annullerede rejser under coronakrisen. Detur valgte i stedet selv at forlade RID.
Sidste år satte Detur formentlig ”sur-smiley” rekord på Pakkerejse-Ankenævnets hjemmeside med 27 sure smileys. Årsagen var, at Detur i strid med lov om pakkerejser undlod at tilbagebetale rejsens pris til den rejsende senest 14 dage efter rejsearrangørens aflysning af rejsen.
Relaterede artikler:
Detur aflyser også rejser i 2023