Digital ferie giver færre klager

ferie tablet star tourDanskerne klager mindre over charterrejsen, og det skyldes bl.a., at branchen har taget moderne metoder i brug til at kommunikere med kunderne.

Det sker sjældnere, at hotel eller strand giver utilfredse miner hos danske rejsende på charterferie. Tal fra Pakkerejse-ankenævnet viser, at antallet af klager på fem år er faldet med 28%.

Ifølge Star Tour virker folks brug af sociale medier som en gabestok for rejsebranchen, og ingen har lyst til at blive udstillet, og derfor strammer branchen sig ekstra meget an.

En anden årsag er, at de brodne kar i rejsebranchen ikke har overlevet. Derfor er der grund til, at bureauerne investerer i at gøre kunderne tilfredse. Hos Star Tour har man arbejdet på at gøre det nemmere for rejsende at komme i direkte kontakt med rejsebureauet.

”Alting går ekstremt hurtigt i forhold til for bare fem år siden, og de rejsende forventer svar med det samme. Vores kunder kan kontakte guiderne døgnet rundt via en app, så vi kommer i snak med flere kunder end før og det giver i sidste ende færre klager”, forklarer Nikolai Johnsen fra Star Tour.

Ud over at kunne kommunikere med kunderne under rejsen giver app’en også mulighed for at sende beskeder til rejsende 21 dage før afrejsen. Det giver forberedte kunder, hvor forventningerne er afstemte. 50.000 danskere har hentet Star Tours ’Min Ferie’-app.