Disneys krydstogtrederi skal være markant større. Disney Cruise Line har i dag fem skibe – og fire på vej. Nu melder DCL, at man er klar til at bestille yderligere fire til levering mellem 2027 og 2031.
Hvor mange passagerer, de yderligere fire nye krydstogtskibe fra DCL skal have plads til, er endnu ikke oplyst. Ordren er endnu ikke gjort officiel; det er foreløbig kun oplyst, at disse fire ekstra skibe leveres mellem 2027 og 2031.
Nyheden om ekspansionen hos Disney Cruise Line kom forleden fra Josh D’Amaro, koncernchef for Disney Parks, Experiences and Products, ved eventet Horizons: Disney Experiences Showcase, skriver blandt andet USA Today.
Dermed går DCL fra de nuværende fem krydstogtskibe (Disney Magic, Disney Wonder, Disney Dream, Disney Fantasy og Disney Wish) til de fire, der er bestilt og er på vej, til i alt 13 med de yderligere fire skibe.
Ved sammenkomsten sagde koncernchefen blandt andet: ”Disney Cruise Line scorer konstant højt i krydstogter for familier. Efterspørgslen på vores produkt er meget høj. Ved yderligere at udvide vores flåde giver vi endnu flere passagerer, i flere dele af verden, muligheden for at opleve et krydstogt, som kun Disney kan levere det.
Ombord på vores nuværende krydstogtskibe siger tilbagemeldingerne fra 40-50 procent af passagererne, at de kun er med på krydstogterne, fordi det er et Disney-produkt. Så vi har altså vores egen niche med gæster, der vender tilbage til os,” sagde Josh D’Amaro. I andet kvartal af i år havde de nuværende fem DCL-skibe en gennemsnitlig belægning på 97 procent, oplyses det.
Fire nye på vej
De fire krydstogtskibe, der i disse år er på vej til DCL fra Meyer Werft i Tyskland og som skal bringe flåden op på ni, er Disney Treasure, der kommer i trafik sidst på året.
Næste år følger Disney Adventure, der bliver det største skibe hos DCL med plads til 6.000 passagerer. Også i 2025 tilgår Disney Destiny til rederiet, mens det fjerde af de allerede bestilte krydstogtskibe, der endnu ikke er officielt navngivet, står til at indgå i DCL-flåden fra 2028. Dette fjerde skib skal drives af Oriental Land Co., selskabet bag Tokyo Disney Resort, og skal sejle krydstogter fra Japan.
Ellers er DCL-krydstogtskibene navnlig baseret i USA, ikke mindst Florida, hvorfra de sejler krydstogter i Caribien.
Relaterede artikler:
Mickey Mouse får milliarddyrt nyt krydstogtskib