Amerikanske Alex Honnold i gang med sin bjergbestigning i Grønland. Pressefoto for National Geographic: Pablo Durana.

Dokumentarprogram om bjergklatring i Grønland

TV-kanalen National Geographic viser dokumentarprogram, hvor berømt free solo-klatrer bestiger et mere end ét kilometer højt bjerg i Østgrønland. Programmet kigger også på klimaforandringer.

Ingmikortilaq er med sine 1.143 meter en af Grønlands højeste tinder. I dokumentarserien ”Arctic Ascent with Alex Honnold” bestiger amerikanske Alex Honnold, kendt fra den Oscar-vindende dokumentarfilm ”Free Solo”, som den første Ingmikortilaq.

Det skriver National Geographic, Nat Geo, i en pressemeddelelse, inden dokumentaren i tre afsnit vises på tv-kanalen National Geographic den 7. februar fra klokken 20.

Alex Honnold er, ifølge Nat Geo, en af verdens bedste klatrere. I dokumentarprogrammet begiver han sig ud på en rejse for at bestige bjergsiden af Ingmikortilaq i et af de mest fjerne områder af Grønland.

Sammen med verdensklasseklatrerne Hazel Findlay og Mikey Schaefer bestiger Alex Honnold, som de første, havklippen Ingmikortilaq, oplyses det.

Ekspeditionen stiller skarpt på klimaforandringerne
Dokumentaren er filmet med storslåede skud og farlige stunts. Den giver et unikt indblik i Honnolds ekspedition, der tager ham til nogle af de mest afsidesliggende og udfordrende steder i Grønland, lyder det fra Nat Geo.

”Arctic Ascent with Alex Honnold” er ikke kun en fortælling om udfordringer. For Honnold, der er en mangeårig klimaaktivist, er denne ekspedition også en mulighed for på nært hold at blive klogere på klimaforandringerne, hedder det.

De tre programmer den 7. februar fra klokken 19 på National Geographics med Alex Honnold er: ”Running wild with Bear Grylls” fra de schweiziske alper, fulgt af selve ”Arctic Ascent” samt den Oscar-vindende dokumentar ”Free Solo.”

National Geographic samarbejde med The Walt Disney Company. Nat Geo’s TV-programmer rammer ifølge pressemeddelelsen, potentielt 300 millioner seere i 180 lande verden over. NatGeo har tre primære TV-kanaler: National Geographic Channel, Nat Geo Wild og Nat Geo Mundo.

 

Relaterede artikler:

Reality-programserie tager danskerne med til Sydkorea

Danmarks Radio klar med tre nye rejseprogrammer

Grønland glæder sig over hovedrolle i Borgen