Administrerende direktør i DRF, Lars Thykier,, i sin iøjnefaldende guldjakke fra New York ved DRF’s jubilæum i Øksnehallen. Foto: Henrik Baumgarten.

DRF fejrede 80 års jubilæum

Danmarks Rejsebureau Forening, hvis cirka 100 medlemmer omsætter for omkring 20 milliarder kroner, markerede fredag aften sine første 80 år.

Der var op mod 200 tilmeldte da Danmarks Rejsebureau Forening havde indbudt to deltagere fra hver af sine medlemmer samt nogle tætte samarbejdspartnere til en meget uformel middag i forbindelse med foreningens 80 års jubilæum.

Klik for stort format. Sjældent foto med hele bestyrelsen i DRF. Fra venstre Jesper Schou fra Billetkontoret, bestyrelsesformand Asger Domino fra Stjernegaard Rejser, Heidi Maak fra Vitus Rejser, DRF-direktør Lars Thykier, Anders Lau Nielsen, Peter Rasmussen fra Profil Rejser og Peter Skieller fra fra Mangaard Travel Group. Foto: Henrik Baumgarten.

Det er ikke kun DRF’s medlemmer, der har gode tilbud til deres kunder, leisure- som erhvervsrejsende. Nogle gange får selve DRF også et godt tilbud. Og det kom i denne forbindelse fra rejsemagasinet Vagabond, der havde booket Øksnehallen i København hele denne weekend til sin gode store årlige Rejsemesse for Kvalitetsrejser.

Dermed kunne deltagere i DRF-middagen samles og spise på bænkene ved spisestedet i Øksnehallen. Udover mad og drikke var der DJ-musik samt ikke mindst muligheden for at mingle mellem de mange fremmødte medlemmer. Dele af arrangementet var sponseret af Avis Biludlejning, Den Spanske Stats Turistbureau og SEB Card.

DRF’s administrerende direktør, Lars Thykier, bød velkommen – i ført en flot smokingjakke hjembragt fra New York. Han viste også gæsterne en mere flashy påklædning, en guldjakke, også fra seneste tur til New York, købt for 55 dollars.

Medlemmer med milliardomsætning
Danmarks Rejsebureau Forening har lige over 100 danske rejsebureauer som aktive medlemmer; de omsætter årligt samlet for tæt på 20 milliarder kroner. Medlemsområderne i DRF omfatter forretningsrejsebureauer, IATA-akkrediterede rejsebureauer, rejsearrangører med rutefly, bus og togrejsearrangører samt charterarrangører.
Udover disse har DRF også 20 passive medlemmer; eksempelvis transport- og sightseeingselskaber, turistvognmænd, turistorganisationer, hoteller og lignende.

Klik for stort format. Sekretariatet i DRF består af fra venstre Claudia Lander Selck, Louise Alkjær, Lars Thykier, Nils Hornemann og Jakob Hahn. Foto: Henrik Baumgarten.

Bestyrelsen for DRF dækker foreningens hovedområder og består af formand Asger Domino, til daglig ejer af og administrerende direktør for Stjernegaard Rejser, leisurebureauerne repræsenteres i bestyrelsen af Heidi Maak fra Vitus Rejser, Peter Rasmussen fra Profil Rejser og Jesper Schou fra Billetkontoret, mens Peter Skieller fra Mangaard Travel Group og Anders Lau Nielsen, der tidligere i år skiftede fra BCD Travel til biludlejningsselskabet Avis Budget Group, repræsenterer erhvervsrejsebureauerne.

Relaterede artikler:

‘Der bliver store krav til fremtidens flytransport’

Ny lov øger krav til udbydere af pakkerejser

60 år med Lars Thykier