DR’s forbrugerprogram: Flyselskaber snyder passagerer

”Passagerer snydes for penge,” er overskriften, når Danmarks Radios forbrugerprogram ”Kontant” i aften sætter fokus på flypassagerers rettigheder.

”Hvis dit fly er flere timer forsinket, skal du ikke lade dig spise af med en sandwich og en kop kaffe. Du har ofte krav på penge – det kan dreje sig om flere tusinde kr. Desværre gør flyselskaberne alt, hvad de kan, for at undgå at betale,” lyder optakten til udsendelsen på DR1 i aften kl. 21.05

Trafikstyrelsen medvirker bl.a. i Kontant-programmet, der formentlig også vil omtale, at EU-Kommissionen for tredje gang står foran at revidere forordning 26104 om  regler for kompensation til flypassagerer ved nægtet ombordstigning – f.eks. ved en ny askesky.

”Med de kommende regler vil EU ikke have ondt af flyselskaber, der overbooker, det er flyselskabernes problem. Problemet er, at flypassagerer ikke kender deres rettigheder, en spisekupon er ikke nok, hvis de har krav på kompensation på 250 euro,” sagde velinformeret kilde i går til standby.dk

Den kommende revision af EU’s regler for nægtet ombordstigning træder i kraft i 2014 eller 2015. Den skal først godkendes af EU-Parlamentet.

EU-reglerne giver i dag op til 600 euro i kompensation ved aflysninger. De nye EU-regler taler om klarere regler for rerouting ved f.eks. mangel på besætninger, dem må flyselskaberne planlægge sig ud af, hedder det.

Den nye forordning vil også give begrænsning for de dage og beløb, flyselskaber skal betale ved aflysninger ved f.eks. en ny askesky. Her skal fremover tilbydes dækning på op til 100 euro i et par dage. Resten af erstatningen må flypassagererne hente hos deres forsikringsselskab. Og efter de nye regler skal flypassagererne vente op til 12 timer, inden de ombookes til et andet flyselskab.