DSB øger betjeningen mellem København og Hamborg. Pressefoto for DSB: Bjarke Ørsted.

DSB øger på Tyskland – ekstra afgang til Hamborg

Næste år indsætter DSB flere afgange mellem København og Hamborg. Blandt andet en ny tidlig morgenafgang, der gør det muligt at nå længere ud i Europa inden for samme døgn.

DSB skifter køreplan den 15. december. Det medfører flere daglige afgange, nye afgangstider og en, ifølge DSB, ”mere robust køreplan.”

Blandt andet introducerer DSB en ny tidlig afgang fra København klokken 6.22 og med ankomst i Hamborg lige før klokken 11. ”Med den nye tidlige morgenafgang fra København til Hamborg opnår kunderne endnu flere forbindelser i Hamborg med mulighed for at rejse længere ud i Europa inden for samme døgn,” siger kundechef i DSB, Charlotte Kjærulff, i en pressemeddelelse.

DSB kører dagligt fem-otte afgange i hver retning mellem København og Hamborg. I højsæsonen fra den 23. maj til den 31. august er der otte afgange i hver retning.

Og som noget nyt indsætter DSB næste år en 6. afgang mellem København og Hamborg fra den 11. april til den 22. maj og igen fra den 1. september til den 2. november.

”Vi forlænger højsæsonen, så den starter tidligere og slutter senere og udbyder en ekstra afgang i hver retning med 450 siddepladser. Vi øger dermed udbuddet med 47.250 siddepladser om året mellem København og Hamborg – eller det dobbelte i begge retninger,” siger Charlotte Kjærulff.

Har solgt 51 procent flere pladser til vinterferien
DSB har seks måneders forsalg – og ser allerede nu god efterspørgsel på tog ud i Europa i næste års vinterferie. ”Vi har i de senere år oplevet en eksplosiv interesse for at rejse ud i Europa med tog. Sammenlignet med samme tidspunkt sidste år har vi solgt 51 procent flere pladsbilletter til rejser i og omkring skolernes vinterferie næste år,” siger Charlotte Kjærulff.

Dagene, som der er størst interesse for at rejse på, er fra København fredag-lørdag den 7-8. februar og fra Hamborg fredag-lørdag den 14-15. februar, oplyses det.

I øvrigt har DSB gennemført en større omlægning af køreplanen, der forlænger opholdet for togene i København og i Hamborg med en time. Det giver bedre mulighed for at udføre småreparationer på de aldrende IC1-vogne og resulterer i en mere robust køreplan, der får flere kunder frem til tiden, skriver DSB i pressemeddelelsen.

I løbet af næste år forventer DSB og DB at udskifte de ældre tyske IC1-vogne med fabriksnye EuroCity-vogne. DSB har bestilt 16 stammer EuroCity-vogne fra spanske Talgo, som leveres i 2025 og 2026. Vognene skal trækkes af DSB’s nye elektriske Vectron-lokomotiver,

 

Relaterede artikler:

Rekordmange danskere med toget til udlandet

DSB får nye udenrigsruter og bedre bookingsystem

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen: Togrejsende i Europa har en række rettigheder