Dubai. (Foto: Dubai Tourism | PR)

Dubai er så godt som i mål med genopretningen

I første kvartal havde Dubai næsten lige så mange overnattende turister, som tilfældet var i samme periode i 2019. Hotellernes belægning var et procentpoint mindre trods kapaciteten er blevet øget.

Der er fart på genopretningen i Dubai, som er godt på vej til at være helt tilbage på sporet efter COVID-19-pandemien. Det viser nye overnatningstal, som blev præsenteret i forbindelse med turismekonferencen Arabian Travel Market, der er blevet afviklet i denne måned.

Det oplyses, at Dubai havde 4,67 millioner turistovernatninger i løbet af årets første tre måneder, hvilket svarer til 98 procent af 2019-niveauet, da 4,75 millioner turister overnattede i emiratet fra begyndelsen af januar til og med slutningen af marts for fire år siden.

De nye tal betyder, at udviklingen i Dubai er en kende foran forventningerne fra FNs turismeorganisation UNWTO, der har anslået, at antallet af udenlandske turister i særligt Europa og Mellemøsten i år vil nå et niveau på mellem 80 og 95 procent af niveauet fra 2019.

Har etableret flere hotelværelser
29 procent af de besøgende i Dubai kommer fra Golfstaterne samt andre lande i Mellemøsten og det nordlige Afrika, mens turister fra Vesteuropa udgjorde 22 procent af den samlede mængde, og det sydlige Asien tegnede sig for 16 procent.

Derudover kom 15 procent fra Østeuropa samt CIS-landene, der er en sammenslutning af uafhængige lande fra det tidligere Sovjetunionen, syv procent fra Amerika, seks procent fra Nord- og Sydøstasien, fire procent fra Afrika og en procent af turisterne var fra Australien samt det omkringliggende område.

Udviklingen har smittet af på Dubais hoteller, der har haft en belægningsgrad på 83 procent i løbet af første kvartal i år, hvilket blot er et procentpoint mindre end den belægning på 84 procent, man havde i første kvartal af 2019. Siden dengang er værelseskapaciteten dog blevet øget med 26 procent.

I øjeblikket findes der 148.877 hotelværelser fordelt på 814 hoteller i Dubai, hvorimod det tal var 118.039 værelser på i alt 717 hoteller i det sidste normale år inden pandemien.

Vil fokusere på god mad og events
Ifølge Dubais officielle turismeråd så forestiller man sig, at den fremtidige vækst blandt andet skal komme fra et fokus på gastronomi, flere nye forlystelser og oplevelser samt MICE-turisme.

MICE er en forkortelse for Meetings, Incentives, Conferences & Exhibitions (møder, incitamentrejser, konferencer og udstillinger, red.), og Dubai håber på at kunne tiltrække både forretnings- og fritidsrejsende gennem events, som appellerer til de forskellige segmenter.

Sheikh Hamdan bin Mohammed bin Rashid Al Maktoum, der er kronprins og et fremtrædende medlem af emiratets regering, mener, at genopretningen er resultatet af den strategi, som er blevet lagt for udviklingen.

“Den bemærkelsesværdige vækst i antallet af udenlandske turister i årets første kvartal vidner om, at Dubai er blandt de nøgledestinationer, der har indtaget en lederrolle i genopretningen af turismen på verdensplan. Den bedrift er blevet gjort muligt på baggrund af emiratets fremsynede lederskab, der har haft en vision om at forvandle Dubai til en af de hurtigst voksende storbyer og et knudepunkt for rejser, talentudvikling, iværksætteri samt investeringer.”


Relaterede artikler:

Emirates i Danmark: ”Leisure-salget massivt tilbage”

Dubai fordobler antal vundne business-events

Billigere alkohol skal lokke flere turister til Dubai