For at gøre endnu flere danskere opmærksomme på de mange oplevelser i Dubai, har TUI i samarbejde med Dubai Tourism lanceret ny nordisk kampagne for at tiltrække flere danske turister. Pressefoto via Dubai Tourism.

Dubai får ny turistkampagne med dansk rejsebureau

TUI Danmark har de seneste måneder tredoblet salget af Dubai-rejser – og indleder nu kampagne med Dubai Tourism. Emiratet har overhalet flere andre vinterrejsemål som et af TUI’s største.

Sammen med De kanariske Øer og destinationer i Thailand, er Dubai blandt de mest solgte vintersol-destinationer hos TUI i Danmark.

TUI har nu en femteplads på denne liste, og har dermed overhalet Den dominikanske Republik i Caribien, Mexico og Cap Verde, siger TUI’s pressechef i Danmark, Mikkel Hansen, til STANDBY.dk og tilføjer, at TUI ikke oplyser konkrete salgstal for de enkelte destinationer, herunder Dubai.

En af TUI’s største konkurrenter når det gælder Dubai, Apollo Rejser, oplyste i september til STANDBY.dk, at rejsebureauet i denne vintersæson forventer omkring 15.000 danske gæster med Emirates fra Københavns Lufthavn til Dubai. På den daglige flyvning mellem Dubai og København betjenes strækningen med en Airbus A380-dobbeltdækker med plads til 615 passagerer, 58 på business class, resten er economy.

TUI oplyser til gengæld, at salget til Dubai er tredoblet de seneste måneder, mens antallet af søgninger på TUI’s hjemmeside er steget 84 procent.

Ifølge TUI skyldes den stigende interesse, at danskerne har fået øjnene op for de mange kulturelle oplevelser, Dubai også byder på – seks timers flyvning fra København og to-tre timers tidsforskel, afhængig af sommer-vintertid.

Kampagne med Dubai Tourism
For at gøre flere danskere opmærksomme på, hvad Dubai tilbyder, lancerer TUI nu i samarbejde med Dubai Tourism en ny kampagne

Pressechef hos TUI Danmark, Mikkel Hansen, siger i pressemeddelelse: ”Vi mærker i øjeblikket en overvældende interesse for Dubai, der er i top-5 over vores mest populære vinterdestinationer. Samtidig kan vi se på vores hjemmeside, at søgningerne på Dubai-rejser er steget 84 procent den seneste måned – sammenlignet med samme periode sidste år.”

Mikkel Hansen tilføjer, at Dubai tiltrækker gæster på grund af sin mellemøstlige kultur, mad fra hele verden og også fordi Dubai har et stort udbud af oplevelser for børnefamilier.

”Før var Dubai kendt for sine spektakulære hoteller og blev set som et sted, man tog til, hvis man ville have en dyr og luksuriøs ferie. Sådan er det ikke mere. Det er nu ved at gå op for danskerne, siger Mikkel Hansen.

TUI sælger rejser til Dubai hele året, men rejsemålet er særligt populært fra oktober til april – med højsæson i vintermånederne december, januar og februar.

Relaterede artikler:

Dansk rejsebureau ommøblerer betjening af Dubai

TUI fly starter langdistanceruter

Emirates tjener mest på superkort A380-rute

Dubai skifter atter nordisk turist-repræsentant