Dubai-lufthavn får travleste december til dato

Terminal 3 i Dubai-lufthavnen. Foto: Dubai International Airport

LUFTFART: Dubai International Airport forventer, at den igangværende december bliver den travleste nogensinde i storlufthavnens historie.

Otte millioner passagerer. Fordelt over 31 dage i december. Det enorme antal rejsende i Dubai-lufthavnen (DXB) giver øget travlhed i de tre terminaler, og hvis udsigterne holder, bliver det den hidtil travleste december.

Travlheden hænger blandt andet sammen med, at skolerne i De Forenede Arabiske Emirater sender eleverne på ferie i disse dage. Lufthavnen har derfor opfordret de passagerer, der rejser i perioden fra den 15. til 23. december, til at tage i lufthavnen i ekstra god tid.

Dubai-lufthavnen har sørget for, at de mange passagerer får masser at tage sig til, før flyet letter. I Terminal 3 kan man opleve et helt nyt Winter Wonderland. Det er et landsbyområde midt i Concourse B, hvor der er underholdning for både børn og voksne. Et yderst Instagram-venligt område, skriver lufthavnen.

En kvart million daglige passagerer
Herudover kommer julemanden på besøg med sin slæde, og han indtager hovedscenen, som indebærer en 14 meter høj minimodel af Burj Khalifa – lavet af honningkager.

”December er en af ​​de travleste måneder på året. På nogle dage vil der være mere end 250.000 passagerer, der rejser gennem de tre terminaler. Det betyder, at vi har to prioriteringer. Den ene er at styre strømmen af af passagerer, og at de alle har en fornøjelig og mindeværdig oplevelse hos DXB,” siger Anita Mehra, der er kommunikationsdirektør i Dubai-lufthavnen.

“Det er spændende med tilføjelsen af ​​Winter Wonderland i 2017, og så har vi en trampolinpark og festtema med mad og drikke. Det vil med sikkerhed holde både unge og gamle passagerer underholdt og glade, ligesom det vil skabe en festlig atmosfære i hele lufthavnen.”

Smart sensorteknologi
Det store antal rejsende i december betyder, at der vil være ekstra personale på arbejde i spidsbelastningstidspunkterne, og den nyeste sensorteknologi vil overvåge gennemstrømningen af passagerer. Dubai-lufthavnen anbefaler blandt andet, at man tjekker ind online eller ved selvbetjeningsmaskinerne i selve lufthavnen.

Kommer man forbi den store mellemøstlige lufthavn i december, er der også penge at spare. Lufthavnen giver passagererne rabatter på eksempelvis aktiviteter, spisning og hurtige lækkerier på farten gennem terminalerne.

 

Relaterede artikler:

Verdens største flyvende restaurantkæde

Dubai fortsat verdens største internationale lufthavn

Dansk besøgsrekord i Dubai