Dyrere fly og hoteller

TURISME: Globalt forventes flybilletter i snit at stige 3,5 pct. næste år, mens et hotelværelse bliver 3,7 pct. dyrere. I Norge forudses prisstigning for hoteller på hele 14 pct. Det siger en årlig analyse fra Global Business Travel Association og erhvervsrejsebureauet CWT.

Den årlige analyse, The 2018 Global Travel Forecast, fra duoen forudser forskel på prisstigningerne verden over næste år. Analysen forventer, at verdens flyselskaber næste år udbyder seks pct. flere flysæder – en undtagelse er bl.a. Canada – her skønnes en stigning på næsten det dobbelte.

I Østeuropa forudses en prisstigning på flybilletter på syv pct. og en stigning i Vesteuropa på 5,5 pct. Omvendt bliver stigningen kun tre procent i bl.a. Mellemøsten.

“De forhøjede priser er tegn på en stærkere økonomi og stigende efterspørgsel,” siger koncernchef for erhvervsrejsebureauet Carlson Wagonlit Travel, Kurt Ekert.

Undersøgelsen forventer stigning på flybilletter til og fra Asien, herunder indenrigs på store markeder som Kina og Indien, på under tre procent. I USA forudses stigning i den gennemsnitlige pris på flybilletter næste år på 2,3 pct.

Dyrere hoteller i Norge og Rusland

Også når det gælder hoteller, forudser analysen næste år varierede stigninger på verdensplan.

I EMEA (Europa, Mellemøsten og Afrika) forventer analysen gennemsnitlige prisstigninger på hotelværelser næste år på over seks pct. i Europa, men kun 0,6 pct. i Mellemøsten og Afrika.

En højdespringer er Norge – analysen siger ikke hvorfor, men den forventer en gennemsnitlig hotelprisstigning næste år i Norge på 14 pct.

Analysen forudses også prisstigning i Rusland på 12 pct. som tilskrives landets værtskab næste sommer fra midten af juni til midten af juli for VM-slutrunden i fodbold.

Alle kampene spilles i den europæiske del af Rusland (vest for Ural-bjergene): Jekaterinburg, Jaroslavl, Kaliningrad, Kazan, Krasnodar, Moskva, Nizhny Novgorod, Rostov, Skt. Petersborg, Samara, Soransk, Sochi og Volgograd.