Det dansk-tyske rederi Scandlines får fra april ny direktør i 49-årige Peter Grønlund, der kommer fra en stilling som adm. direktør i SAS Cargo. Men ikke alle rederiets ansatte er lige begejstrede over valget.
”Vi vil ikke lægge skjul på, at han ikke var vores oplagte bud. Desværre ville den tyske aktionærer – Deutsche Bahn – noget andet, og det ligger den danske aktionær også under for,” siger medarbejderrepræsentant i rederiet samt talsmand over for pressen og Trafikministeriet, Peter Vindum.
Uroen har længe ulmet i Scandlines. Det er Peter Vindums opfattelse, at Scandlines’ tidligere adm. direktør, afdøde Ole Rendbæk, fik en ualmindelig dårlig behandling i rederiet inden han sagde sit job op for at blive uafhængig konsulent for Scandlines sidste år.