Kommentaren

De konservative i København har med rette været bekymret for, at Stig Elling som kandidat i Hovedstaden skulle hugge et af de to konservative mandater ved det folketingsvalg, som er på trapperne. Det kunne være gået ud over partiets nestor, udenrigsminister Per Stig Møller, som aldrig har været den store stemmesluger. Mange af hans partifæller blev derfor lettede, da de i går hørte om Stig Ellings beslutning om at nedlægge sit folketingskandidatur. Hans egen kredsbestyrelse i den indre by måske ikke.



De er formentlig gået glip af den største chance for at få en mand på tinge.



Men Stig Elling har truffet den rigtige beslutning for sig selv. Det kan blot undre, at han overhovedet lod sig opstille til Folketinget, hvis han hele tiden blot har ønsket at have posten som et bijob, der skulle forenes med rollen som Mr. Charter i den danske medieverden.



For der er jo intet ændret fra han for et halvt år siden stillede op.



Måske har dræbersneglene hjulpet på beslutningen.



Som formand for arbejdsmarkedsudvalget på Frederiksberg har Stig Elling fremlagt en stor, samlet plan for at få mange flere ud på arbejdsmarkedet.



Planerne har ikke fået meget omtale bortset fra forslaget om, at arbejdsløse skulle hjælpe Frederiksberg Have og Søndermarken af med dræbersnegle.



Stig Elling blev udsat for heftig kritik fra politiske modstandere. Helt ukendt for ham. Normalt har han medvind i medierne.



Måske har det fremmet forståelsen af, at han ikke det ene øjeblik kan tale om politiske mærkesager og ordførerskaber og indgå de nødvendige kompromiser med den støj, det kan afstedkomme. Og minuttet efter optræde som salgsdirektør i Star Tour.



Hverken de konservative vælgere eller Star Tours kunder ville kunne kende forskel på, hvornår Stig Elling havde den ene kasket på eller den anden.



En politiker bliver nemt upopulær og kommer i mediemaskinen. Ofte helt uforvarende. Og når det sker, kaster det jo en skygge over den virksomhed, hvis ansigt man er i offentligheden.



Det kan undre, at Stig Elling og Star Tour nogensinde har troet, at den påtænkte dobbeltrolle kunne forenes.



Var Elling blevet valgt, måtte han have valgt rollen som charterbranchens frontfigur fra.



Det har han ikke ønsket. Nok fordi rejseverdenen er en sjovere arbejdsplads end Folketinget.



Og en tjans i Folketingets grebning er ikke misundelsesværdig for en erhvervsleder, der er vant til indflydelse og medieopmærksomhed.



Den bliver ikke menige folketingsmedlemmer til del.



Der er ingen tvivl om, at Stig Elling personligt og for Star Tour har truffet den rigtige beslutning.



Men det er synd for rejsebranchen – og erhvervslivet generelt – at man endnu engang har misset chancen for på Christiansborg at skaffe lidt kendskab til det virkelige liv.










Skrevet af