Stig Elling ind i lokalpolitik

Der er kommunalvalg til efteråret – og på stemmesedlen i Frederiksberg Kommune optræder måske et kendt ansigt fra rejsebranchen på Liste C, Star Tour Danmarks salgschef, Stig Elling.



På mobiltelefonen fra De kanariske Øer sagde Stig Elling i går til Take Off Weekly: ”Beslutningen om jeg opstilles er ikke taget. Jeg har møde 2. februar med Frederiksberg konservative borgmester, Mads Lebech, som jeg hidtil kun har talt i telefon med. Skal jeg opstilles, skal det også være foreneligt med mit job i Star Tour.”



Stig Ellings lokalpolitiske interesse fik ham sidste år til at melde sig ind i den konservative vælgerforening på Frederiksberg. ”Jeg har de sidste to år barslet med at komme i kommunalbestyrelsen, men forskellige ting skal hænge sammen, før jeg bliver opstillet,” understreger 57-årige Stig Elling, som må formodes at kunne blive en stemmesluger.



Stig Elling er bl.a. andet meget fokuseret på, at den landsdækkende berømmelse som uofficiel talsmand for rejsebranchen omkring flodbølge-katastrofen 2. juledag, ikke skal bruges til plat – hverken politisk eller kommercielt for Star Tour.



”At jeg overvejer at tilbyde mig som kandidat har naturligvis intet at gøre med katastrofen – det har været på tale i halvandet år,” siger han og fortsætter:

”Jeg har altid haft interesse for lokalpolitik, nu må vi se, om jeg kan bruges.”



”De konservative er et godt og sympatisk midterparti,” siger Stig Elling om sit partivalg.



HB

Skrevet af