Gult kort til turistorganisation fra minister

Videoen om moderen, der søger faderen til sit barn i det frie Danmark, som et led i markedsføringen er nu igen pillet af You Tube efter et klokkeklart vink med en vognstang fra den ansvarlige minister for turisme Lene Espersen.



Så nytter det så lidt i stormvejret, at adm. direktør i turistorganisationen Visit Denmark Dorte Killerich med næb og klør dagen igennem i går forsvarede dispositionen i medierne og i flere Tv-udsendelseer, bl.a. med meget høje seertal på You Tube.



Videoen er ren og skær fup, og de mange som i første omgang troede på historien ved nu, at det var en skuespiller, der optrådte som moderen, der søger faderen til sit barn. Den har i øvrigt på nettet fået satiriske efterligninger fra udlandet bl.a. fra en mand, der oplyser han er faderen og “at du lovede jo at passe på Karen og sagde, at du havde beskyttet dig”.



Erhvervsminister Lene Espersen havde i går følgende kommentar, da Take Off spurgte: “Jeg har forstået, at Visit Denmark nu beklager filmen på You Tube. Det synes jeg er rigtigt.



Det siger sig selv, at der skal bruges penge på at markedsføre Danmark – og jeg har bestemt intet imod, at vi prøver at tænke i nye baner i vores markedsføring.



Men jeg bliver mildt sagt temmelig forbavset, da jeg i aftes blev bekendt med det nye forsøg på at markedsføre Danmark. Det er efter min mening et forfejlet og ikke særligt klogt billede, der tegnes af vort land, ” slutter ministeren.



Adm. direktør for Messecenter Herning, Georg Sørensen, var som formand for Visit Denmark i Tv 2 i går aftes, hvor han igen og igen beklagede og sagde, at det skulle være ærlig reklame for dansk turisme, og at man nu vil gennemgå forløbet og forhindre, at noget sådan kan ske igen. På et direkte spørgsmål fra studieværten Johannes Langkilde på TV 2 om det kan betyde fyringer kom der ikke noget svar.



Visit Denmarks budget er fra statskassen, og det forlød i går, at den famøse video bygget på en løgn har kostet ca. 1,5 mio. kr.

-ejv


Skrevet af