En af De Britiske Jomfruøer. (Foto: BVI Tourist Board | Facebook.com | PR)

Efter orkaner og pandemi: Øer er atter over millionen

Året efter at De Britiske Jomfruøer første gang havde haft en million besøgende blev de hærget af to orkaner og siden fulgte pandemien, men nu kan man igen skimte lys for enden af tunnelen.

En ekstraordinær milepæl. Sådan beskriver de officielle turistmyndigheder på De Britiske Jomfruøer ankomsttallene for det forgangne år. Her bød man nemlig velkommen til flere end en million turister for første gang i ni år.

Det er desuden kun sket en gang tidligere, at der er blevet registreret flere end en million tilrejsende på øgruppens i alt omkring 60 øer, der er beliggende i Det Caribiske Hav. Det var i 2016, men året efter indtraf en skelsættende begivenhed.

Her hærgede de to orkaner Irma og Maria nemlig øgruppen med store ødelæggelser til følge, og siden har myndighederne på De Britiske Jomfruøer arbejdet på at genvinde det tabte terræn, hvilket blev yderligere vanskeliggjort af COVID-19-pandemien nogle år senere.

Alle kategorier stiger
Nu ser det dog ud til, at man har taget et skridt i den rigtige retning. Det såkaldte Central Statistics Office oplyser, at det samlede besøgstal på øgruppen endte på 1.092.139 turister i løbet af sidste år.

Det er en stigning på 9,7 procent i forhold til året før, da der blev taget imod 994.896 besøgende i 2023. Væksten afspejles i alle de besøgskategorier, som man holder øje med, lyder det.

Antallet af krydstogtturister blev øget med 6,8 procent fra 719.519 i 2023 til 768.292 besøgende sidste år, mens antallet af gæster, der overnattede, steg med 16,7 procent til 305.876 i 2024 mod 262.080 året før.

Hvis man kaster et blik på antallet af dagsturister beløb sidste års stigning sig til 35,1 procent, da der ankom 17.970 af denne type gæster, hvorimod antallet endte på 13.297, da boet for 2023 blev gjort op.

Ser lyst på fremtiden
De Britiske Jomfruøers premierminister Natalio Dixon Wheatley hæfter sig ved, at man nu høster frugterne af en årelang oprydnings- og genopbyggelsesindsats efter orkanernes hærgen og de konsekvenser, som pandemien bragte med i sit kølvand.

“Det er et vidnesbyrd om vores vedvarende tiltrækningskraft, vores turistsektors modstandsdygtighed og det hårde arbejde fra alle, der bidrager til at gøre disse øer til en destination i verdensklasse.”

Turistmyndighederne på øgruppen venter, at man i år kan sætte yderigere skub på udviklingen. Flere resorts og restaurationer er eksempelvis blevet åbnet på og står klar, ligesom American Airlines har øget antallet af flyvninger på ruten mellem lufthavnene i Miami og Tortola.

”Når vi ser på fremtiden, er vi dedikerede til at bygge videre på dette momentum og sikre, at vores vækst kommer både vores besøgende og befolkningen på Jomfruøerne til gode,” tilføjer premierministeren.


Relaterede artikler:

Krydstogtrederi på vej med næste store skib

Stort krydstogtrederi præsenterer sit nyeste skib

Kategori 5-orkanen Maria rusker Caribien