Eiffel Tårnet regnes som et af verdens mest berømte turistmål. Foto: Société d'Exploitation de la Tour Eiffel.

Eiffel Tårnet skal terrorsikres

Til en pris af 140 millioner kroner er Paris i gang med at opføre kraftige barrierer og skudsikkert glas ved det berømte tårn – ændringerne er klar næste måned.

Som en forløber til Paris’ værtskab for Sommer OL i 2024 er myndighederne i den franske hovedstad ved at sikre det ikoniske tårn mod mulige terrorangreb. I alt bliver Eiffel-tårnet opdateret for 300 millioner kroner – heraf bruges cirka halvdelen på egentlige sikkerhedsanordninger, skriver BBC.

Antiterror-afspærringerne af Eiffel-tårnet kommer til at bestå af dels metalbarrierer, dels skudsikkert glas. Afskærmningerne med de 420 metalbarrierer bliver hver 3,2 meter høje, hvilket svarer til en hundrededel af tårnets højde. På de andre sider kommer det skudsikre glas, der bliver 6,5 meter tykt. I første omgang skal de nye metalbarrierer og det skudsikre glas være en midlertidig afskærmning; senere kommer der noget æstetisk smukkere, loves der.

Adgangen til området omkring tårnet har været begrænset siden juni 2016 efter tidligere terrorangreb i Paris. Ligesom andre store turistattraktioner i Frankrig afpatruljeres også Eiffel-tårnet jævnligt af fransk antiterror-politi. Siden 2015 er 240 mennesker blevet dræbt ved terrorangreb i Frankrig – udover Paris også i blandt andet Nice.

Millionforretning
Selve Eiffel Tårnet, der blev åbnet i 1889 i forbindelse med verdensudstillingen i Paris, drives af Société d’Exploitation de la Tour Eiffel (SETE), der blandt andet er ejet af kommunen i Paris. Sidste år havde SETE entreindtægter fra tårnet på næsten en halv milliard kroner. Udover entreindtægter tjener SETE også penge på at udleje det til forskellige arrangementer.

Tårnet forventer i år cirka syv millioner besøgende – heraf er tre ud af fire fra udlandet. Siden åbningen af tårnet i 1889 har det haft omkring 300 millioner besøgende.

Lidt trivia om Eiffel Tårnet
Eiffel Tårnet er 324 meter højt inklusive tv-antennen på toppen, tårnet vejer 10.100 tons. Der er 1.665 trappetrin til toppen. De fleste vælger elevatoren. Tårnets elevatorer tilbagelægger hvert år 103.000 km, hvilket svarer til to en halv gange jordens omkreds. Opførelsen af tårnet tog to år, to måneder og fem dage – tårnet bliver malet hvert syvende år. Dertil skal der bruges 60 tons maling

Relaterede artikler:

Ny liste over verdens dyreste byer

Eiffeltårnet skal have ny farve for 20. gang

Milliardudvidelse i Disneyland Paris