En sommerferie med drikkepenge

Ejvind Olesen

Ejvind Olesen

WEEKENDKLUMME: Vi kommer fra en kultur, hvor drikkepenge i reglen er inkluderet i prisen, men sådan er det ikke ude i den store verden, selv om det burde være det. – Krydstogtselskaberne går i spidsen med et godt eksempel.

Af Ejvind Olesen

”Spørgsmålet om drikkepenge, er det spørgsmål, som guiderne oftest får,” fastslår Spies, som hvert år plejer at lade guiderne indsamle retningslinjer for kunsten at give drikkepenge.

Det har vi danskere brug for. Vi kommer fra et land, hvor drikkepengene stort set er indregnet i priserne uanset, at kreditkortselskaber og betalingsterminaler på restauranterne levner en ledig plads til drikkepenge, som allerede er betalt med 15 procent.

Alligevel er der et tænkt eksempel i den oversigt Spies sendte ud. Det indledes: ”Man kan komme langt med et håndtryk og tak, men det er ikke lige det, der forventes, når en venlig piccolo med sved på panden, har slæbt de tunge kufferter op på værelset og rækker højre hånd frem.”

Hvis det er i Europa, skal man meget højt op i hotelkategori, før der overhovedet er en piccolo til at række hånden frem. Hvis det er i Fjernøsten, er det ikke god tone at række hånden frem. Hvis det er i USA rækker dørmanden hånden frem, inden han bærer kufferterne op. Og derefter igen, når han er kommet op på værelset.

Sådan er vi så forskellige. Jeg har flere oplevelser, især i USA, selv om jeg synes, jeg helt følger drikkepengesystemet, fordi jeg ved, at meget personale kun får mindsteløn. Og den er lav i USA, skulle jeg hilse og sige.

Taxaen læssede vore to kufferter af i lufthavnen i San Fransisco. De skulle bæres 10 meter over til check in pulten uden for terinalen. Jeg tog selv en, og ekspeditøren ilede over for at tage den anden, og skrive dem ind til Orlando.

Jeg gav ham en dollar. Det blev han ikke begejstret for. Han tog en dollarseddel, viftede den op om min næse: ”Ved du. hvordan man betaler tips i USA?”. Jeg skyndte mig med, at give ham endnu en. Ellers er der god grund til at tro, at vore kufferter ikke var kommet med samme fly som os.

Og det skete i det land, jeg sætter som et af de højeste på min favoritliste, og hvor det indtil for få år siden, slet ikke var tilladt at føre tips på regningen. Og hvor buschaufførerne efterhånden helst ikke vil have grupperejser fra Europa, fordi pasagerer ikke betaler mindst en dollar hver dag til chaufføren og en til guiden.

Spies opremser en række vejledende eksempler, og det er godt forud for sommerferiens start i dag. Her nævnes blandt andet, at et mexicansk orkester forventer fem Euro pr. bord i en restaurant med musik. Det er de vant til fra de amerikanske gæster.

Det er værd at bemærke, at en østrigsk stuepige forventer en euro om dagen i drikkepenge. Hvorfor er det ikke med i lønnen? I Grækenland håber stuepigen kun på et par euro for en uge – og hun er ofte fra Albanien. For en ordens skyld: Jeg giver mere, og jeg gør det altid en af de første dage.

Hoteller og restauranter kunne lære noget af krydstogtselskaberne. Her lægger man ikke skjul på, hvad der forventes pr. dag, og beløbet er efterhånden indregnet i prisen. Når beløbet mere eller mindre er obligatorisk, er det naturligvis det eneste rigtige.

Flyselskaberne er konstant på jagt efter nye indtægter. Det varer næppe længe før kaptajn og kabinepersonale står på linje og rækker hånden frem, når vi forlader flyet.

Sommerferien er over os.

God weekend.