WEEKENDKLUMME: Det er kun fryns, som passagerer og flyselskaber har ud af at være medlem af alliancer som Star Alliance. I dag forlover medlemmerne sig med hinanden på kryds og tværs og konkurrerer livligt i selve familien – I store annoncer lovprises samarbejdet nu i Star Alliance før 20 års jubilæet næste år.
Af Ejvind Olesen
Fortæl mig ikke, at alliancerne er en gave til flyselskaberne og deres passagerer. Måske var det hensigten engang. I dag er det kun fryns til stamkunder med bonuskort, hvor de kan samle points fra flere selskaber samt fælles (efterhånden overfyldte) lounger i diverse lufthavne.
Den opfattelse får jeg garanteret ikke opbakning til fra min gode bekendt og kilde gennem mange år, direktør Hans Ollongren fra SAS i Stockholm. Takket være sin viden og loyalitet har han overlevet det ene chefskifte efter det andet i SAS-ledelsen. En overgang var han lobbyist for SAS i EU i flyspørgsmål i Bruxelles. Nu og da burde nok en og anden have lyttet lidt mere til ham.
I denne uge blev det så hans opgave i danske annoncer (såkaldte Advertorials) at lovprise Star Alliance. Tillad mig, Hans, at mene noget andet, bevist gennem den historiske udvikling.
Der var en vis idé i en alliance, da fem flyselskaber startede Star Alliance for en snes år siden. Lufthansa, SAS, Thai, Air Canada og United. I dag er der snart 30 medlemmer, og de forsøger på det ihærdigste at hugge kunder fra hinanden.
Et af deres store medlemmer, Turkish Airlines, har haft en svær tid på grund af politiske uroligheder. Er der nogen, der har forsøgt at hjælpe, nej da. Tvært imod. Nu forsøger de at erobre kunderne tilbage fra et ellers succesfyldt medlem.
Da Swissair krakkede i sin tid, var der heller ingen hjælp fra brødresamfundet. Jeg var også med i Cairo, da Egypt Air blev fejret som ny i familien. Et par utroligt flotte og stolte dage for egypterne og deres selskab. Selv pyramiderne græd og blev helt undtagelsesvis oplyst med Star Alliance logo. Det kunne ikke blive større. I dag fighter Egypt Air for overlevelse efter politisk uro og terror.
Da jeg engang rejste på en gemmegående SAS-billet fra København over New York til Miami, og vi sneede inde i et døgn i New York, var der ingen hjælp fra United. ”Vi skal hjælpe vore egne kunder først,” var budskabet.
Initiativtager i 1997 til Star Alliance var Lufthansa, som dengang var bedste venner med SAS, der igen var bedste venner med Thai. De nordamerikanske venner i United og Air Canada kom med i familien. I dag er Lufthansa skøjte ligeglade med de forhenværende venner og har sammen med sine mange datterselskaber indgået en alliance Atlantic Plus Plus med United (og stødt SAS ud). Samtidig køber Lufthansa op med Brussels Airlines og delvis AirBerlin. Er der ikke mere noget, der hedder konkurrenceregler i EU?
Samtidig arbejder Lufthansa med at oprette joint venture med Singapore til Fjernøsten og med Air China på Kina og med ANA på Japan. Et samarbejde, hvor man deler på bundlinjen. Og alle er partnere i Star Alliance, men de kunne lige så godt være uden for.
SAS må indtil videre nøjes med bare at have en enkelt joint venture nemlig med Singapore Airlines, som altså også har forlovet sig til anden side. Over Atlanten er det ikke lykkedes at blive accepteret i Atlantic Plus Plus. Det kunne have været med Air Canada og/eller med United, men det satte Lufthansa sig efter sigende imod.
Måske er der noget virkeligt nyt på vej. Man skal jo intet forsværge. I slipstrømmen på, at Hans Ollongren i Star Alliance annoncen siger, at det er fritidsmarkedet, der vokser langt hurtigst overalt i verden, kommer noget, der kan ryste os alle til den tid: ”Præcis hvordan flyselskabernes samarbejde vil komme de ferierende yderligere til gavn er fortroligt til lanceringen af Star Alliance 2.0 til maj næste år.”
Indtil da er enhver sig selv nærmest i familien og handler derefter.
God weekend