Et drømmescenarie fra Europa-Parlamentet

MANDAGSKLUMME: Det kan næppe overraske nogen, at EU-Parlamentet med overbevisende flertal vedtog en betænkning til EU-Kommissionen om fælles europæisk lovgivning i fremtidens luftfartsselskaber i Europa. – Til gengæld har forslaget ingen gang på jorden eller i luften.

Af Ejvind Olesen

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg aldrig har været imponeret over, hvad EU har barslet med på luftfartsområdet gennem tiderne. Og det er bestemt ikke blevet bedre i takt med, at det meste er truet af opløsning.

I en af de mange både venlige og uvenlige kommentarer debatten har skabt her på standby.dk, har jeg også fået opfordringen ”Glem dit had til EU”. Jeg hader bestemt ikke EU, men har blot en forventning om, at veluddannede voksne politikere midt i en globaliseret verden ikke udfordrer den nationale selvbestemmelse mere end godt er, og på den måde ender med at bidrage til en yderligere opløsning.

Når det så alligevel skal en tur omkring EU-Parlamentet, må det gå galt, hvad det også gjorde forleden, da der skulle stemmes om en indstilling til EU-kommissionen om fremtidens luftfart og stop for social dumping og unfair konkurrence.

Det blev, i følge hvad jeg har set hos vore kolleger på check-in.dk, vedtaget med 399 stemmer for og 99 imod. Det svarer til at stemme om, der ikke skal være sol og varme i juli i Danmark. Eller for at finde en direkte sammenligning, at miljøkommissær Conny Hedegård troede, at hun og EU kunne pålægge alverdens flyselskaber en CO2- afgift fra de fløj hjemmefra USA eller Kina og målet var en EU-lufthavn. Da tog hun grundigt fejl.

Det samme gør de 399 parlamentsmedlemmer. Hvad mener man om: ”Arbejdsmarkedets parter i de enkelte medlemslande bør involveres i lovgivningen”, ”Reglerne for flyselskabernes hjemmebaser skal strammes,” (Er I med på den Irland?”), ”Når der indgås aftaler med tredjelande skal det kunne kræves som en forudsætning for at måtte flyve til EU-lande, at man overholder grundlæggende arbejdstagerrettigheder. Og overholder menneskerettighederne,” (Husk det Rusland, Tyrkiet, Qatar og mange andre.)

Socialdemokraten Ole Christiansen har været formand for udvalget i parlamentet, og hans sans for realisme om EU-lovgivning er åbenbart på niveau med Conny Hedegaards.

”Med forslaget vil vi sikre, at Ryanair-metoder bliver fortid og giver hæderlige selskaber en hjælpende hånd, ” siger Ole Christensen til check-in.

”Det er klart, når du liberaliserer et område uden at tænke på de sociale forhold. Så får du problemer med dumping og regelshopping,” fortsætter han.

Hvor var socialdemokraten Ole Christensen og hans partifæller, da liberaliseringen skete?

Det er vel ikke lige nu, at den politiske stemning omkring EU og fremtiden sandsynliggør, at betænkningen har nogen gang, hverken på jorden eller i luften?