Et luftfartskapitel på vej mod afslutning

Jørgen Nielsen.

Jørgen Nielsen.

TIRSDAGSKLUMME: Det er næppe nogen vej tilbage for Cimber A/S, og SAS kunne ikke handle anderledes. Flot kæmpet af familiedynastiet i Sønderborg i mere end 60 år.

Af Ejvind Olesen

Cimber A/S lukker og slukker til april. Den altid hårdt kæmpende direktør Jørgen Nielsen forsøgte prisværdigt i går at holde liv i håbet. Men der er ikke meget at have det i. SAS har groft sagt ikke mere brug for Cimber Airs fly, og ingen andre står parate til at tage over.

Fire CR200 er tiden dybest set løbet fra i vort område. Det er små jetfly – kun 48 pladser – og af samme grund for dyre i et ruteselskab. I dag opererer SAS selv større CR900 i langt mere moderne snit. De er ikke velegnede til at gå ind på ret mange af de ruter, Cimber flyver, men det er til gengæld turboprop som ATR 72-600 på de fleste ruter. I vinter flyver otte fra JetTime i SAS-rutenet. De flyver langsommere, og de rækker ikke så langt, men de er både billigere og mere moderne indrettet.

Det var prisværdigt, at Cimber med Jørgen Nielsen i spidsen gik ind for at redde Sterling Airways fra krak efter mishandling af de islandske ejere, men det blev en kostbar redningsplan, som endte med at koste selskabet livet. Kun takket være en base i SAS-kontrakten lykkedes det at genstarte med Cimber A/S.

Det er altid farligt, når man stort set har lagt alle æg i èn kurv. Det var en god ordning for 10 år siden for aftalen mellem SAS og Cimber. Isæt den med en deling af pladserne i cockpittet, hvor SAS piloterne fik tidligere kaptajnsrang med en ung Cimber-pilot som styrmand. En salomonisk løsning, som gik godt ovenpå kampen mellem de røde og de blå i cockpittet efter Sterlings overtagelse af Maersk Air.

Det er svært at se andet nu en afslutningen af et flyhistorisk kapitel, som startede med Ingolf Nielsen i Sønderborg i 40’erne, førte til Sønderjyllands Flyselskab i 1950 og i begyndelse af 60’erne til starten af Cimber Air.

Jørgen Nielsen er i dag 57 og yngste søn i Nielsen-dynastiet med en forrygende uddannelse som flymekaniker, jagerpilot i forsvaret, kaptajn på civile fly – og nu med udsigt til at blive arbejdsløs. Nu er det ikke sikkert, det går så slemt, for han kan bare så meget, selv om udviklingen nok har vist, at der har været et par smuttere undervejs.

At tro på, at der de kommende måneder kan sikres nye opgaver til Cimber er nok ønsketænkning. Men ingen kan sige, at han ikke har gjort alt, hvad der stod i hans magt for at holde liv i det selskab, hans far startede for mere end et halvt århundrede siden.