EU godkender statsstøtte til Berlins Lufthavn

BER-from-air-2013-7-9_D804535_4x3_460x345-450x338Den mange gange forsinkede åbning af lufthavnen BER, ventes nu at finde sted til november 2017.

Med baggrund i rapporter om, at pengene til byggeriet skulle være brugt i midten af august, godkendte EU-kommissionen yderligere skattepenge til byggeriet, der i Tyskland betragtes som et skandalebyggeri. 1,1 milliarder Euro fra skattemidlerne kan indskydes side om side med lige så meget i form af bankkreditter, for at gøre byggeriet færdigt.

Problemet med brandbeskyttelse i lufthavnen er endnu ikke løst, men den nye lufthavnsledelse ser optimistisk på, at anlægget skal kunne åbne i november 2017, selv om også støjdæmpningen skal forbedres.

Da første spadestik blev taget for ti år siden var planen, at indvielsen skulle ske i 2011. Siden har man udskudt indvielsesdatoen flere gange. Fra den oprindelige økonomiske beregning på 2,83 milliarder Euro ventes regningen nu at krybe op mod syv milliarder Euro inden lufthavnen kan åbnes.

Berlin Brandenburg International Willy Brandt Airport får en kapacitet på 27 millioner passagerer pr år, men har tilladelse til at udvide til 45 millioner.