Mange af de over 600.000 danskere, der årligt er på skiferie, kan få udfordringer denne vintersæson. På grund af coronakrisen overvejer EU at tvangslukke skidestinationer til starten af januar.
Skønsmæssigt rejser 6-700.000 danskere årligt på skiferie, men det kan blive en udfordring denne vinter på grund af coronakrisen.
BBC skriver, at Tyskland arbejder med et forslag til andre EU-lande med skidestinationer, om at skiresorts skal holdes lukket til foreløbig den 10. januar. Landene er blandt andet alpelande som Frankrig, Italien, Tyskland og Østrig samt for eksempel Sverige. Norge og Schweiz, der ikke er medlem af EU, skal naturligvis også med på vognen, for at et forbud vil give mening.
“Det bliver næppe let at gennemføre, men vi vil gøre forsøget,” siger den tyske forbundskansler, Angela Merkel. Tyskland forlængede forleden sin delvise nedlukning til 20. december, også for at stoppe spredningen af coronavirussen.
Nogle af de første steder i Europa, hvor coronavirussen brød ud i starten af i år, var netop på skidestinationer i navnlig Østrig, ikke mindst skisportsstedet Ischgl har efterfølgende fået stor kritik for sin alt for langsomme håndtering og reaktion på advarslerne om coronakrisen.
Opbakning fra flere lande
Forleden sagde den italienske premierminister, Giuseppe Conte, at han også anbefaler en udskydelse af starten på skisæsonen. Men han understregede vigtigheden af, at de andre europæiske lande også var med på initiativet.
“Hvis Italien beslutter at lukke sine skidestinationer uden støtte fra Frankrig, Østrig og andre lande, risikerer vi bare, at italienske skiturister tager på skiferie i andre lande og bringer mere coronavirus med hjem,” sagde den italienske premierminister.
Også mange italienere holder skiferie i jule- og nytårsperioden, der er en vigtig indtægtskilde for europæiske skidestinationer.
Den franske præsident, Emmanuel Macron, meddelte tirsdag i denne uge, at også Frankrig er klar til midlertidigt at lukke sine skidestinationer til efter nytår.
BBC tilføjer, at Østrig har udtrykt betænkelighed ved at lukke skiområderne, så skal der i hvert fald en milliardfinansiering på plads til at dække tabene på skidestinationerne, hedder det. Andre tabere på området bliver for eksempel rejsebureauer, der sælger skirejser.
Relaterede artikler:
Dansk rejsebureau opsiger alle undtagen ledelsen
Skiområde indvier skilift til over tre milliarder kroner