LUFTFART: Dele af EU-Parlamentet vil kigge på de vilkår, nogle lavprisselskaber benytter, når de for eksempel hyrer piloter.
Ansættelsesmodellen hos en række lavprisselskaber kan komme under nærmere granskning, efter medlemmer af EU-Parlamentet har foreslået dette, fordi de er bekymret for luftfartssikkerheden.
Udspillet kommer fra den socialdemokratiske og socialistiske gruppe i parlamentet, der er bekymret for, om nogle lavprisflyselskaber presser deres piloter for hårdt.
Der er navnlig fokus at nogle lavprisselskaber ansætter piloter via rekrutteringsfirmaer eller ved, at piloten via sit eget selskab sælger sin arbejdskraft til flyselskabet. Det betyder i nogle tilfælde, at piloterne for eksempel ikke får løn under sygdom – hvilket ifølge kritikere kan få piloterne til at gå på arbejde, selv om de ikke er fit for flight, skriver nyhedsbureauet Reuters.
I øjeblikket arbejder medlemmer af EU-Parlamentet med repræsentanter for EU’s medlemslande om at finde et kompromis, der vil give fælleseuropæiske European Aviation Safety Agency (EASA) et nyt mandat til at kunne undersøge mulige forbindelser mellem ‘socio-økonomi’ og luftfartssikkerhed.
Men forslaget møder også modstand fra flyselskaber og flere af EU’s medlemslande, der afviser, at der er en sammenhæng mellem forskellige ansættelsesmodeller og luftfartssikkerhed.
”Der er ingen beviselig sammenhæng mellem luftfartssikkerhed og sociale forhold som ansættelsesvilkår. Den nuværende lovgivning indenfor området i Europa sikrer et meget højt sikkerhedsniveau. Der er ikke behov for yderligere lovgivning,” siger Thomas Reynaert, direktør for interesseorganisationen Airlines for Europe, der repræsenterer en lang række flyselskaber fra Ryanair til easyJet, Lufthansa og Air France KLM.
En lobbyist fra luftfartsindustrien siger til Reuters, at forslaget fra EU-parlamentarikerne er et forsøg fra fagforeninger om at påvise, at ‘fleksible ansættelsesmodeller’ skulle være mindre sikre.
EASA er allerede begyndt at undersøge sagen og har ikke fundet noget bevis for, at ansættelsesmodellerne hos nogle lavprisselskaber har indvirkning på flysikkerheden, skriver nyhedsbureauet.
Men nogle medlemmer af EU-Parlamentet er bekymrede for, at piloter uden normal fastansættelse ikke tør modsige flyselskabet. ”Vi må sikre os, at den fortsatte nedgang i priser på flybilletter og de sociale niveauer indenfor dele af luftfarten ikke fører til situationer, hvor piloter og kabinebesætninger ikke kan tage deres egne beslutninger når det gælder flysikkerheden,” siger medlem af Europa-Parlamentet, tyske Gabriele Preuss, der har været med til at fremsætte forslaget om øget kontrol på området.
Relaterede artikler:
Kæmpe fagforening støtter Ryanairs piloter