Antallet af trykte rejsekataloger er faldet med hele 75% på ti år, og internettet har overtaget en stor del af inspirations- og bestillingsdelen i forbindelse med ferierejser.
”1999 trykte vi 350.000 sommerkataloger – vores største oplag nogensinde. Det nye katalog er trykt i 85.000 eksemplarer, men trods markant nedgang mener jeg fortsat, at det spiller en vigtig rolle som inspiration og opslagsværk for mange kunder, og derfor tror jeg aldrig, det forsvinder helt”, mener Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour.
De seneste fem år er internettet vokset næsten lige så hurtigt som de trykte kataloger er svundet ind. I dag køber 55% af Star Tours kunder rejserne på nettet, mens kun 25% købte rejsen online for fem år siden.
”Men små 20% af dem, der køber rejsen online, bruger det trykte katalog i processen”, vurderer Stig Elling.
Star Tours rundrejsearrangør, TEMAs, program er nu integreret i Star Tours sommerkatalog.